Banedanmark er klar til at anlægge dobbeltsporet jernbane hen over Lolland. Illustration: Banedanmark

ringsted-femern-banen-femern-belt-development

2024 bliver året, hvor anlæggelsen af den nye klimavenlige jernbane, der skal binde Europa sammen via den kommende Femern-forbindelse, for alvor tager form.

Den cirka 115 kilometer lange Ringsted-Femern Bane er færdiggjort på strækningen mellem Ringsted og Nykøbing Falster.

I de kommende år udvider og opgraderer Banedanmark Kong Frederik IX´s bro over Guldborgsund ved Nykøbing Falster, og samtidig anlægges en ny dobbeltsporet jernbane mellem Nykøbing Falster og Rødbyhavn.

Gør klar til fremtidens grønne el-tog
Banedanmark har i 2022 og 2023 fjernet den gamle enkeltsporede jernbanestrækning mellem Nykøbing Falster og Rødbyhavn, og herefter er anlagt en ny banedæmning, der kan bære den kommende dobbeltsporede jernbane.

Samtidig er bygget en ny station ved Holeby.

Nu gør Banedanmark klar til at anlægge den nye jernbane hen over Lolland.

Arbejdet ventes at stå på gennem hele 2024, hvorefter strækningen skal elektrificeres og gøres klar til fremtidens grønne el-tog.

Derudover skal det nye fælleseuropæiske digitale signalsystem ERTMS udrulles på strækningen, hvilket gør det muligt at køre grænseoverskridende togtrafik via Femern-tunnelen.

El-tog mellem Næstved og Nykøbing Falster i 2026
På strækningen mellem Ringsted og Nykøbing Falster har Banedanmark i perioden 2017-2021 opgraderet spor og stationer og anlagt et nyt dobbeltspor på Falster mellem Orehoved og Nykøbing.

Strækningen mellem Ringsted og Næstved blev elektrificeret i efteråret 2021, og i december 2021 tog Banedanmark et nyt digitalt signalsystem i brug mellem Mogenstrup og Nykøbing Falster.

Det bliver muligt at indsætte el-tog på strækningen mellem Næstved og Nykøbing Falster, når den nye Storstrømsbro efter planen står færdig i 2026.

Klimavenlig transportkorridor
Ringsted-Femern Banen er blandt Danmarkshistorien største anlægsprojekter.

Den bliver en vigtig del af den kommende nye klimavenlige transportkorridor mellem Danmark og Europa, når Femern-forbindelsen efter planen åbner i 2029 og nedbringer rejsetiden mellem København og Hamborg til ca. 2 timer og 30 minutter.

Fakta om jernbane-projektet
Når Ringsted-Femern Banen er udbygget, er der:

  • Rettet kurver ud, så togene kan øge farten til op til 200 km/t
  • Anlagt ny linjeføring nord og syd for Glumsø, syd for Vordingborg og syd for Eskilstrup
  • Bygget overhalingsspor nord for Glumsø, ved Orehoved og Holeby
  • Anlagt nyt dobbeltspor mellem Nykøbing Falster og Holeby
  • Udgravet en ny sejlrende ved Masnedsund til Vordingborg Havn
  • Ombygget perroner på Glumsø Station og Lundby Station
  • Forlænget perroner på Vordingborg Station og bygget ny gangbro
  • Flyttet og forlænget perroner på Nørre Alslev og Eskilstrup stationer, samt bygget nye gangbroer
  • Bygget nyt vejanlæg i Eskilstrup som erstatning for den nuværende jernbaneoverkørsel
  • Foretaget en større sporombygning på Nykøbing Falster Station og anlagt ny station ved Holeby
  • Anlagt faunapassager, så dyrearter kan komme på tværs af banen
  • Støjisoleret 1700 bygninger og opsat støjskærme udvalgte steder
  • Elektrificeret på hele strækningen