Regeringen har netop offentliggjort, at 11 industriparker rundt om i Danmark udpeges som en del af regeringens Rød løber-ordning for produktionsvirksomheder. Blandt de udpegede områder er Femern Port & Industrial Park i Rødbyhavn samt Industrial Hub Zealand mellem Tappernøje og Bårse i Næstved-Vordingborg-området – to placeringer, der fremover bliver centrale for udviklingen af ny produktion i Østdanmark.
Ordningen skal gøre det lettere for produktionsvirksomheder at etablere sig i Danmark ved at samle store, sammenhængende arealer med moderne infrastruktur, adgang til grøn energi og hurtigere myndighedsbehandling.
“Danmark får 11 nye industriparker. Produktionsdanmark er rygraden i vores lokalsamfund og for dansk økonomi og skaber tusindvis af job. Men bøvl og bureaukrati er en klods om benet for vores produktionsvirksomheder. Med aftalen om 11 industriparker viser vi, at vi mener det seriøst, når vi siger, at aktiv industripolitik er vejen frem. Kommunernes store interesse viser, at de er med på vognen. Jeg vil opfordre alle, der har ansøgt, om at arbejde videre med deres planer. For en industri i vækst skaber nye job og gør os attraktive for lokale investeringer.” udtaler erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet.
En blåstempling af Østdanmarks potentiale
Formanden for Femern Belt Development, borgmester Holger Schou Rasmussen, kalder udpegningen en stor sejr for de lokale og regionale kræfter, der i årevis har arbejdet for at skabe vækst og udbytte af Femern-projektet:
“At både planerne for erhvervsparken på Lolland og på Sydsjælland kommer med i Rød løber-ordningen understreger den betydning, staten tillægger mulighederne i den kommende faste Femern Bælt-forbindelse og udsigten til at skabe øget vækst og udvikling i Østdanmark. Begge erhvervsområder har med deres placering tæt op ad København-Hamborg-aksen potentialet til at skabe tusindvis af lokale arbejdspladser. Med regeringens beslutning ligger vejen nu åben for både danske og internationale investeringer til gavn for udviklingen på Sydsjælland og Lolland-Falster,” siger Holger Schou Rasmussen.
Østdanmark rykker frem på det internationale industrikort
Ifølge Stig Rømer Winther, direktør for Femern Belt Development, falder regeringens beslutning på et særdeles gunstigt tidspunkt:
“Beslutningen passer godt i tråd med den store og stigende aktuelle interesse, vi ser fra internationale investorer og udviklere. Det kom senest til udtryk på den internationale investor- og udviklermesse Expo Real i München, hvor jeg aldrig tidligere har oplevet så stor opmærksomhed omkring mulighederne i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen. Begge erhvervsparker udmærker sig ved den tætte placering i forhold til det europæiske motorvejs- og jernbanenet, og for Femern Port & Industrial Parks vedkommende desuden en beliggenhed direkte til en stor havn med en god vanddybde. Der findes ikke mange – om overhovedet nogen – steder i Europa med tilsvarende muligheder.”
Udpegningen af Femern Port & Industrial Park betyder, at Danmark får en ny storskala industripark på 780 Hektar med direkte adgang til dybvandshavn og etablerede produktionsfaciliteter fra tunnelelementfabrikken. Området er særligt velegnet til grøn og tung produktion, herunder til offshore-industrien, beton- og stålelementer, genbrug samt forsvarsrelateret produktion. Kombinationen af adgang til E47, adgang til grøn energi og kort afstand til Nordtyskland giver området en helt unik position i Nordeuropa.
Samtidig er der udpeget Industrial Hub Zealand – et erhvervsområde på 207 hektar mellem Tappernøje og Bårse – som en national industripark udviklet i samarbejde mellem Næstved og Vordingborg Kommuner. Her ser man store muligheder for at tiltrække bæredygtige produktionsvirksomheder og skabe arbejdspladser i hele regionen.
Tilsammen udgør de to områder en stærk østlig erhvervskorridor, hvor moderne infrastruktur, grøn energi og internationale investeringsmuligheder mødes.
Strategisk satsning på produktionsdanmark
Med udpegningen af 11 industriparker fordelt over hele landet skaber regeringen en ny ramme for tiltrækning af investeringer, industriel vækst og skabelse af lokale arbejdspladser. Udpegningen betyder, at de deltagende kommuner og udviklingsselskaber får adgang til en særlig “rød løber”-ordning med hurtigere myndighedsbehandling, prioriteret infrastruktur og tæt koordination mellem stat og kommune.
For Femern Port & Industrial Park og Industrial Hub Zealand markerer beslutningen et vigtigt skridt i at tiltrække investeringer fra både danske og internationale aktører – og samtidig styrke Danmarks position som et grønt og produktionsstærkt land i Europa.
Faktaboks: Rød løber-ordningen
Aftale indgået november 2024 som led i regeringens erhvervsstrategi.
Formålet er at styrke produktionsvirksomheders etablering i Danmark.
Udpegningen omfatter 11 industriparker fordelt over hele landet.
Ordningen indebærer hurtigere myndighedsbehandling, prioriteret planlægning og forbedret infrastruktur.
Forvaltningen af ordningen sker i samarbejde mellem Erhvervsministeriet, Erhvervsstyrelsen og de deltagende kommuner.
Læs hele Erhvervsministeriets pressemeddelelse om udpegningen her Danmark får 11 nye industriparker | Erhvervsministeriet