HTX-eleverne besøgte i september Rødbyhavn for at få inspiration til Fehmarn Green Build & Construction Challenge. Foto: Femern Belt Development

htx-konkurrence-femern-belt-development

Siden begyndelsen af september har 400 HTX-elever fra hele landet arbejdet på at udvikle projektidéer med fokus på fremtidens løsninger inden for byggeri og megainfrastruktur med udgangspunkt i Femern Bælt-projektet.

Torsdag 9. oktober mødes eleverne med de 19 bedste løsninger til Fehmarn Green Build & Construction Challenge på Engestofte Gods ved Maribo på Lolland foran et ekspertpanel, der udpeger den endelige vinder af konkurrencens førstepræmie på 20.000 kr. til en selvvalgt studietur samt en håndværkerrygsæk fra STARK.

De deltagende HTX-elever kommer fra skoler i Nykøbing Falster, Vordingborg, Ringsted, Køge, Næstved, Roskilde, Frederikshavn og Hjørring.

Løsningerne spænder vidt
HTX-elevernes bud på fremtidens løsninger spænder vidt indenfor turisme/natur, bosætning og bæredygtigt byggeri med emner som bæredygtig turisme, tiltrækning af turister, udvikling af havne- og byområder, erstatningsnatur og biodiversitet, aktiviteter for unge, fastholdelse af arbejdskraft, CO2-reduceret byggeri, 3D visualisering, grøn affaldshåndtering, arbejdsmiljø og bæredygtighed i fremtidens megainfrastruktur.

Ved arrangementet på Engestofte Gods præsenterer eleverne deres løsninger for et dommerpanel bestående af fagfolk og eksperter, der i første omgang udpeger de fire bedste løsninger til selve finalen, hvor den endelige vinder findes.

Foruden førstepræmien på 20.000 kr. til en studietur er Fehmarn Green Build & Construction Challenge klar med en andenpræmie skænket af Sund & Bælt bestående af billetter til et besøg i Legoland.

Brobygnings-arrangement
Foruden HTX-elevernes konkurrence afvikles et brobygnings-arrangement, hvor elever fra 9. klasser på Sakskøbing Skole og Borgerskolen i Maribo er inviteret til at overvære Fehmarn Green Build & Construction Challenge.

De får derudover mulighed for at møde repræsentanter fra Zealand og CELF med information om uddannelsesindhold og -muligheder på de pågældende skoler.

Fakta
Fehmarn Green Build & Construction Challenge er en aktivitet i erhvervspartnerskabet ”Erhvervsfyrtårn Femern”, en indsats under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse finansieret af midler fra EU samt udviklingsmidler fra Region Sjælland.
Formålet med ”Erhvervsfyrtårn Femern” er at skabe innovation og viden samt at tiltrække flere virksomheder til regionen for derigennem at skabe vækst, arbejdspladser og øget eksport.
Partnerne i projektet er Erhvervshus Sjælland, CELF, DTU, RUC, Zealand, ZBC, Nordvestsjællands Erhvervsskoler & Gymnasier (NEG), EUC Sjælland, Roskilde Tekniske Skole, Roskilde Handelsskole, Køge Handelsskole, We Build Denmark, Odense Robotics, Teknologisk Institut og Femern Belt Development.