dansk-tysk-femern-belt-development

Af Holger Schou Rasmussen, borgmester og formand for Femern Belt Development og Christian Wedell-Neergaard, regionsrådsmedlem og næstformand i Femern Belt Development

Det dansk-tyske samarbejde hen over Femern Bælt har aldrig været bedre eller tættere end netop nu.

Derfor ser både vi og vores tyske venner og samarbejdspartnere med undren på den danske regerings udspil ”Sundhed tæt på dig”, der som titlen siger primært handler om sundhed, men som samtidig lægger op til en ændring i regionernes arbejdsområder.

Ifølge udspillet skal regionernes arbejde med internationale grænseoverskridende samarbejder og med europæiske interreg-projekter flyttes til kommunerne. Og regionernes nuværende indsats omkring regionale udviklingsstrategier bortfalder helt i regeringens udspil.

Hvis midlerne til det fremtidige arbejde med at udvikle et dansk-tysk grænseoverskridende samarbejde fjernes, som der er lagt op til i udspillet, kan det blive dødsstødet for den fortsatte udvikling af det dansk-tyske samarbejde hen over Femern Bælt.

Netop det grænseoverskridende samarbejde vil være afgørende for fremtidens vækst og udvikling, ikke alene på Lolland-Falster og Sydsjælland, men i hele Østdanmark.

Der investeres milliarder i en Femern-forbindelsen, som skaber grundlaget for en dansk-tysk Femern Bælt Region med et betydeligt potentiale for vækst og udvikling i Østdanmark og Nordtyskland.

Forberedelsen til fremtidens Femern Bælt Region har gennem årtier primært været drevet af danske kræfter, men de seneste år er den tyske interesse for at vende blikket mod nord steget betydeligt blandt interessenter indenfor både erhvervsliv, uddannelses- og vidensinstitutioner, kultur og politik. Resultatet er et tillidsfuldt og stadig tættere mere og mere omfattende samarbejde med igangsættelse af initiativer, der skal bane vejen for en integreret dansk-tysk region.

I Nordtyskland vægtes samarbejdet med Danmark højt, og her ser man nu Femern-forbindelsen som en vækst-driver for udviklingen på begge sider af Femern Bælt. Delstaten Slesvig-Holsten har udarbejdet en ”Danmarks-strategi” og ansat en koordinator for at sikre det fulde udbytte af forbindelsen.

Region Sjælland har indgået en samarbejdsaftale med delstaten Slesvig-Holsten og en tilhørende handleplan med konkrete initiativer, der skal sikre en mere sammenhængende grænseregion. Det er vigtigt, at vi fra dansk side kan matche det tyske set up på delstats-niveau.

Sideløbende arbejdes med dansk-tyske initiativer, der skal fremme grænseoverskridende udviklingsprojekter. Dette samarbejde er af uvurderlig betydning for fremtidens Femern Bælt Region og kører sideløbende med det arbejde, der udføres af danske og tyske erhvervsfremme- og udviklingsorganisationer, hvor ikke mindst relationsopbygning er i højsædet.

Også fra dansk side må vi give det højeste prioritet, at dette dansk-tyske samarbejde sikres for fremtiden og til stadighed styrkes og udbygges. Det er derfor vigtigt, at der afsættes midler til fortsat at drive dette arbejde. Regeringen lægger op til, at det grænseoverskridende samarbejde skal drives af kommuner.

Lolland Kommune påtager sig gerne at videreføre opgaven med at drive det grænseoverskridende samarbejde, hvis det er dét, regeringen ønsker. Men det skal så i givet fald konkretiseres, hvad det målrettet er for en opgave, der skal løse, hvilke andre kommuner, der skal være med, og hvor finansieringen kommer fra.

Det er nødvendigt, at der følger penge med, hvis kommunerne skal løse en opgave, som er i hele den danske nations interesse.

Læs også
Slesvig-Holsten rykker tættere på Østdanmark