Dansk fremstød på EXPO REAL for investeringer med Femern-perspektiv

expo-real-femern-belt-development

Femern Belt Development er igen i år – for sjette gang - repræsenteret på én af de største internationale messer for fast ejendom og investering, EXPO REAL, der afvikles i München 5.-7. oktober.

Femern Belt Development er sammen med Business Lolland-Falster og Business Vordingborg en del af delstaten Slesvig-Holstens stand på EXPO REAL med det formål at skabe kontakter, markedsføre og øge interessen for investeringer i Femern Bælt Regionen.

”Der er en støt stigende interesse blandt udviklere og investorer for korridoren mellem Hamborg og København, og det gælder ikke mindst området mellem Lübeck og Køge, hvor de store industriarealer befinder sig. På dansk side af Femern Bælt er det især området i hele korridoren fra Køge ned mod Lolland, der påkalder sig interesse. Jeg har aldrig tidligere oplevet så stor forhåndsinteresse fra internationale investorer og udviklere, som jeg skal mødes med på EXPO REAL. Og i kraft af vores tyske netværk har vi også kontakt til rigtig mange tyske udviklere og investorer, der i stigende grad kigger mod nord,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Internationale investorers interesse er usvækket
”Har udmeldingen om forsinkelser i Femern-projektet og uvisheden om den endelige åbningsdato ikke svækket investorernes interesse?”

”Interessen er ikke svækket hos de internationale investorer, men det er klart, at blandt lokale og regionale investorer har ikke mindst usikkerheden om de tyske landanlæg haft en negativ indflydelse og skabt et tomrum. Når det fra tysk side er meldt ud, at Femernsund tunnelen ikke er færdig før tidligst i slutningen af 2032, opstår der usikkerhed, og er der noget investorer ikke kan lide, er det netop usikkerhed. Der er derfor et stort behov for, at Sund & Bælt melder ud med en revideret plan for færdiggørelsen af Femern Bælt-projektet. Samtidig presser vi på for at få fremrykket hele processen omkring de tyske landanlæg, og især Femernsund tunnelens færdiggørelse. Det er et klart ønske fra erhvervslivet på begge sider af Femern Bælt,” siger Stig Rømer Winther.

Han ser samtidig frem til, at der snart kommer en afklaring omkring den danske regerings placering af fem erhvervsområder med særlige gunstige vilkår for etablering, og hvor Rødbyhavn er blandt kandidaterne.

”Med den internationale interesse, der er for Femern Port & Industrial Park, vil det være oplagt at Rødbyhavn bliver hjemsted for én af de fem kommende attraktive danske erhvervsparker,” siger Stig Rømer Winther.

Fakta om EXPO REAL
Den 27. internationale messe for ejendom og investering holdes i Messe München 5.-7. oktober.

EXPO REAL dækker hele ejendomssektoren og tilbyder en international netværksplatform for de vigtigste markeder i Europa, Mellemøsten og USA.

Messens omfattende konferenceprogram med omkring 400 talere giver deltagerne værdifuld indsigt i de nyeste tendenser og innovationer inden for ejendom, investering og finansiering.

Markant tysk engagement åbner motorvej mod fremtidens Femern Bælt Region

stig-rømer-winther-femern-belt-development

Et stigende og markant tysk engagement omkring den kommende Femern Bælt-forbindelse åbner en motorvej af vækstmuligheder i den kommende dansk-tyske Femern Bælt Region.

Det kom klar til udtryk under det tre dage lange event Fehmarnbelt Days i Lübeck 14.-16. juni.

”Vi blev vidne til en meget stor tysk interesse for at udbygge det grænseoverskridende samarbejde, der får stadigt større betydning frem mod åbningen af Femern Bælt-forbindelsen. Jeg glæder mig over, at der nu er en solid basis for og vilje til for alvor at sætte turbo på det danske-tyske samarbejde hen over Femern Bælt,” siger direktør i Femern Belt Development, Stig Rømer Winther.

Stærke organisationer
Sammen med Lübecks erhvervssenator, Pia Steinbrücke (SPD) og direktør i erhvervsorganisationen Wirtschaftsförderung Lübeck, Dirk Gerdes, præsenterede Stig Rømer Winther på Fehmarnbelt Days et projekt, der de kommende tre år skal udarbejde en dansk-tysk strategi for udvikling af Femern Bælt Regionen både erhvervsmæssigt og kulturelt.

Bag projektet står Wirtschaftsförderung Lübeck (WIFÖ) og Femern Belt Development (FBD).

Det er tanken at udvide kredsen af partnere de kommende måneder med flere stærke organisationer på begge sider af Femern Bælt.

Fra tale til handling
Erhvervssenator Pia Steinbrücke fastslår, at nu er tiden inde til at gå fra tale til handling.

”Den faste Femern Bælt-forbindelse binder os sammen, og det er nu, vi skal forstå at udnytte mulighederne. Vi er forberedte, og vi vil ikke forspilde chancerne, der er spillet os i hænde,” siger Pia Steinbrücke.

Direktør Dirk Gerdes (WIFÖ) fastslår, at Femern Bælt Regionen kan udvikles til en erhvervsmæssig grænseoverskridende udviklingsregion, og direktør Stig Rømer Winther (FBD) tilføjer:

”Vi har mulighed for at etablere Femern Bælt Regionen som en grænseoverskridende europæisk modelregion, hvor det ikke kun er metropolonerne, i dette tilfælde Hamborg og København/Malmø, men også de mellemliggende regionale byer og landdistrikter, der får udbytte og vækst ud af et kommende stort, internationalt infrastruktur-projekt,” siger Stig Rømer Winther.

CDU i Lübeck ser Femern Bælt-forbindelsen som historisk mulighed

tunnelportal-femern-belt-development

CDU´s byrådsgruppe i Lübeck ser store muligheder for den tyske Hansestads og den nordtyske regions udvikling i lyset af den kommende faste Femern Bælt-forbindelse.

”Den faste forbindelse er ikke bare et byggeprojekt, men en historisk mulighed for økonomisk udvikling i vores region. Nu handler det om, at Lübeck griber mulighederne og aktivt former fremtiden i stedet for blot at reagere,” siger CDU’s erhvervspolitiske ordfører i Lübeck byråd, Bernhard Simon.

Udtalelsen kommer efter et tema-møde med overskriften ”Den faste Femern Bælt-forbindelse: Muligheder og udfordringer for erhvervslivet i Lübeck” med deltagelse af borgere og repræsentanter fra erhvervslivet, forskningsverdenen og politik.

For oplægget til temaaftenen stod et panel bestående af konsul og æresformand i Hansebelt e.V, Bernd Jorkisch, direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development, professor Frank Schwartze, Teknisk Højskole i Lübeck og Manfred Braatz, Industri- og Handelskammeret i Lübeck.

Et vigtigt knudepunkt
CDU skriver i en pressemeddelelse efter tema-aftenen, at det står klart, at Femern Bælt-forbindelsen som infrastrukturprojekt markant vil styrke forbindelserne mellem Skandinavien, Tyskland og resten af Europa – og at Lübeck bliver et vigtigt knudepunkt.

Partiet peger på vigtigheden af en række tiltag for at realisere mulighederne:

  • Tæt samarbejde med alle involverede parter, både i Hansebelt-regionen og mod Skandinavien, især Danmark
  • Hurtigt arbejde med planlægning af nye erhvervsarealer
  • Aktiv formidling for at skabe fælles forståelse og opbakning til den faste forbindelse blandt borgerne

En enestående chance
Der kræves nu politisk vilje og økonomisk fremsynethed, mener CDU, og spørgsmål som trafikinfrastruktur, erhvervsarealer, passende boliger og miljøpåvirkning skal vurderes helheds- og løsningsorienteret.

CDU-byrådsgruppen ser den faste forbindelse som en enestående chance for byens økonomiske og social udvikling.

”Vi vil arbejde hård for, at Lübeck handler – og ikke bare snakker,” hedder det i partiets pressemeddelelse.

Stor international interesse for Fehmarnbelt Days konference

musik-og-kongreshallen-i-lübeck-femern-belt-development

Arrangørerne melder om stor international interesse for den tysk-dansk-svenske konference på Fehmarnbelt Days i Lübeck, der 15. og 16. juni yderligere skal styrke de tre landes samarbejde om udviklingen af fremtidens Femern Bælt Region.

Foreløbig er omkring 350 tilmeldt konferencen, heraf 200 fra Tyskland, 70 fra Danmark, 50 fra Sverige og resten fra øvrige lande.

Ifølge Referent Regionalentwiklung und Wirtschaftspolitik Manfred Braatz, Industrie- und Handelskammer zu Lübeck ventes op mod 450 deltagere til konferencen, der med et omfattende program med 12 sessioner og flere end 100 keynote-talere, oplægsholdere og paneldeltagere sætter fokus på grænseoverskridende partnerskaber, bæredygtighed, økonomisk dynamik, innovation og en åben samfundsudvikling.
Det er muligt at tilmelde sig konferencen, der er gratis og giver gode muligheder for networking, helt frem til 14. juni på Fehmarnbelt Days hjemmeside   

Nordeuropa rykker tættere sammen
”Femern Bælt-tunnelen bidrager til, at Nordeuropa rykker tættere sammen. For erhvervslivet betyder det kortere ruter, nye markeder og grænseløse muligheder. Den faste forbindelse giver virksomhederne adgang til nye kunder og leverandører, styrker samarbejdet med Skandinavien og gør Slesvig-Holsten til centrum i en dynamisk økonomisk region,” siger Lars Schöning, administrerende direktør for IHK i Lübeck.

Konferencen bliver derfor et mødested for mennesker fra hele Femern Bælt-regionen – og fra andre dele af Europa – som vil tage del i udviklingen af en sammenhængende region og præge fremtiden med deres ideer og beslutninger.

Talere fra flere lande
Blandt talerne på konferencen er Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther og Pat Cox, EU’s TEN-T-koordinator for Scan-Med-korridoren, og i debatterne deltager blandt andre Jan Lindenau, borgmester i Hansestaden Lübeck, Ulf Kämpfer, overborgmester i Kiel og formand for STRING, Slesvig-Holstens europaminister Werner Schwarz, regionsrådsformand i Region Sjælland, Trine Birk Andersen, og Sofia Hedén, formand for miljøudvalget i Malmø.

Borgerfestival 14. og 15. juni
Fehmarnbelt Days begynder allerede lørdag 14. juni med en stor borgerfestival, der fortsættes 15. juni. Her bydes på et bredt kulturelt og kulinarisk program og spændende samtaler – alt sammen i det smukke område omkring konferencestedet med udsigt til Lübecks gamle bydel.

Yderligere information
Fehmarnbelt Days hjemmeside

Fakta om Fehmarnbelt Days
Fehmarnbelt Days holdes i og omkring Musik- og Kongreshallen i Lübeck.
Arrangørerne er Hansestaden Lübeck og delstaten Slesvig-Holsten. Arrangementet gennemføres i samarbejde med partnerne STRING, Femern A/S, Fehmarnbelt Komitéen, Region Sjælland, Kreis Ostholstein, IHK Lübeck samt Lübeck und Travemünde Marketing GmbH (LTM).

Fehmarnbelt Days åbner for tilmelding til svensk-dansk-tysk konference

lübeck-femern-belt-development

Fehmarnbelt Days, der i år afvikles i Lübeck, har nu åbnet for tilmelding til eventets konference, der afvikles 15. og 16. juni.

Konferencen holdes i Lübecks Musik- og Konferencecenter og byder på indlæg, paneldebatter og workshops med fokus på:

  • Business, arbejdsmarked og regional udvikling
  • Mobilitet og infrastruktur
  • Kultur og turisme
  • Byplanlægning og byliv

Industri- og Handelskammeret i Lübeck – IHK zu Lübeck – og den skandinavisk-tyske samarbejdsorganisation STRING står for tilrettelæggelse og afvikling af konferencen, der rækker ud til beslutningstagere, erhvervsfolk og andre med interesse for fremtidens Femern Bælt Region.

Paneldebat og networking
Konferencen afvikles på engelsk og åbnes søndag 15. juni kl. 18, med velkomsttale af ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Daniel Günther.

Førstedagen byder bl.a. på en paneldebat hvor Ulf Kämper, STRING, borgmester Jan Lindenau, Lübeck, regionsrådsformand i Region Sjælland, Trine Birk Andersen, formanden for Fehmarnbelt Business Council, Camilla Khokhar, samt adm. direktør Mikkel Hemmingsen, Sund & Bælt giver deres perspektiv på Femern Bælt Regionen.

Aftenen slutter med networking.

Paneldebat og workshops
Konferencens andendag, 16. juni, åbner med en paneldebat med fokus på Femern Bælt Regionen som vækstmotor for den grønne omstilling og fortsætter med en række workshops, der har fokus på bl.a. godstransport, turisme, digital infrastruktur, bæredygtig produktion, innovation, iværksætteri og økosystemer, byplanlægning, muligheder i en grænseregion samt international beskæftigelse og talentudvikling.

I de planlagte workshops deltager som moderatorer en række skandinaviske og tyske erhvervsfolk, politikere, embedsmænd og repræsentanter fra kulturliv, undervisning og forskning.

Inden konferencen sluttes med networking, giver den tidligere formand for Europa-Parlamentet og nuværende formand for det europæiske transportnetværk TEN-T, Pat Cox, sit bud på mulighederne i Femern Bælt Regionen.

Konferencens styres af moderatorerne Simone Mischke, Norddeutscher Rundfunk og Michael Reiter, Danmarks Radio.

Yderligere information og tilmelding
Fehmarnbelt Days hjemmeside

Fakta om Fehmarnbelt Days
Fehmarnbelt Days 2025 organiseres af Hansestaden Lübeck og delstaten Schleswig-Holstein i samarbejde med STRING, Femern A/S, Femern Bælt Komitéen, Region Sjælland, Lübecks Industri- og Handelskammer samt Lübeck & Travemünde Marketing GmbH.

Siden 2012 er Fehmarnbelt Days blevet afviklet hvert andet år og har til formål at styrke forbindelserne mellem Nordtyskland, Danmark og Sydsverige.

Regions-millioner til dansk-tyske projekter

dansk-tysk-femern-belt-developmenet

Regional Sjælland er klar med 4,5 mio. kr. fire projekter, der skal medvirke til at fremme den kommende Femern Bælt Region.

Det er regionens udvalg for regional udvikling, uddannlse, kollektiv trafik og international samarbejde, der har bevilget i alt 4,5 mio. kr. til disse fire projekter:

  • ”Bro til fællesskab – Sammen om en Kulturregion”. 1 mio. kr. til Næstved Kommune
  • ”Fehmarn Bio Link”. 0,5 mio. kr. til Erhvervshus Sjælland
  • ”Grænseoverskridende Uddannelses- og Kompetenceudvikling i Femern Bælt Regionen”. 1,5 mio. kr. til CELF
  • ”Hånd i Hånd for Femern Bælt”. 1,5 mio. kr. til Næstved Kommune.

Bygger mental og kulturel bro
Regionsrådet arbejder bl.a. for at realisere de udviklings- og vækstpotentialer, der opstår i forbindelse med etablering af Femern Bælt-forbindelsen. Visionen er at skabe en integreret grænseregion, hvor borgere i Danmark og Tyskland gnidningsløst kan tage en uddannelse, arbejde og opleve uden at skele til grænsen. Det kræver samarbejde og netværk, der er med til at bygge mental og kulturel bro på tværs af geografien.

De fire projekter, der nu får million-støtte medvirker til at opfylde denne vision.

Her er en præsentation af de fire projekter:

”Bro til fællesskab – Sammen om en Kulturregion”
Projektet skal bidrage til at øge integrationen på tværs af grænsen gennem afvikling af større dansk-tyske kultur-, idræts- og fritidsarrangementer, der skal understøtte oplevelsen af, at det er attraktivt at bo i en grænseregion.

Projektet vil desuden undersøge grundlaget for et permanent struktureret samarbejde om kultur og fritid på tværs af grænsen, f.eks. gennem etablering af en dansk-tysk kulturaftale.

Det samlede budget for projektet, der har Næstved Kommune som tovholder, er på 12 mio. kr.

”Fehmarn Bio Link”
Fehmarn Bio Link er et uddannelses- og innovationsprojekt, der skal styrke samarbejdet mellem erhvervsrettede ungdomsuddannelser og BioSolutions-sektoren i Femern Bælt Regionen.

Projektet har et samlet budget på 2,4 mio. kr., og Erhvervshus Sjælland er tovholder.

”Grænseoverskridende Uddannelses- og Kompetenceudvikling”
Projektet skal udvikle formelle og uformelle uddannelses- og kompetenceudviklingstilbud samt brobygningsaktiviteter med internationalt fokus indenfor bæredygtige erhverv.

Projektet fokuserer på brancherne energi, industri og procesindustri og behovet for en stærkere kobling mellem udannelse og arbejdsmarked på tværs af grænsegeografien.

Det samlede budget for projektet er på 2,6 mio. kr., og Center for Erhvervsrettede Uddannelser Lolland-Falster, CELF, er tovholder.

”Hånd i Hånd for Femern Bælt”
Dette projekt har som formål at styrke borgernes tillid på tværs af grænsen og opnå bedre forståelse af nabolandets kultur, sprog og samfund.

Projektet vil sikre, at langt flere børn og unge i en tidlig alder får skabt gode oplevelser med Nordttyskland og dermed får vakt deres nysgerrighed omkring tysk sprog og kultur. Konkret vil projektet sikre en stigning i antallet af ansøgninger fra skoler og foreninger til borgernære projekter og danske-tyske møder.

Projektet har et samlet budget på 1,8 mio. kr., og Næstved Kommune er tovholder.

STRING og IHK inviterer til Fehmarnbelt Days konference: To dage med fokus på udvikling i Femern Bælt Regionen

musik-og-kongreshallen-i-lübeck-femern-belt-development

Infrastruktur, bæredygtig udvikling og innovation er nøgleord, når Fehmarnbelt Days inviterer til konference 15. og 16. juni i Lübeck.

Konferencen afvikles i Lübecks musik- og kongreshal og arrangeres af Industri- og Handelskammeret i Lübeck - IHK zu Lübeck - og den skandinavisk-tyske samarbejdsorganisation STRING, der rækker ud til beslutningstagere, erhvervsfolk og andre interesserede.

Paneldbat og sessioner
Fehmarnbelt Days konferencen åbner søndag 15. juni kl. 18 med registrering, velkomst og en networking-buffet.

Mandag 16. juni går det for alvor løs fra kl. 9 med paneldebat og efterfølgende et bredt udvalg af sessioner med indhold som ”Economy, labour market and regional development”, ”Mobility and infrastructure”, ”Culture and tourism” samt ”Urban planning and housing”.

Programmet for konference-dagene, der løbende bliver opdateret, kan ses her

 Femern-forbindelsen åbner unikke muligheder
Fehmarnbelt Days konferencen har bl.a. som mål at motivere borgere, virksomheder og beslutningstagere til at tage initiativ, og det er muligt at hente inspiration fra de cases og succeshistorier, der vil blive en del af temaet på Fehmarnbelt Days 2025.
Hagen Goldbeck, præsident for Lübecks Industri- og Handelskammer, siger som optakt til konferencen:

"Med tunnelen rykker Schleswig-Holstein op i en international liga. Byggeriet åbner unikke muligheder for virksomheder, arbejdstagere og kultur. Den nye akse fra Nordskandinavien via Lübeck og Hamborg til Syditalien markerer en ny æra. Vi skaber en dynamisk region lige foran vores dørtrin, som vi ønsker at forme sammen med vores partnere i Danmark, Sverige og Hamborg."

Fakta om Fehmarnbelt Days
Fehmarnbelt Days 2025 organiseres af Hansestaden Lübeck og delstaten Schleswig-Holstein i samarbejde med STRING, Femern A/S, Femern Bælt-komitéen, Region Sjælland, Ostholstein-distriktet, Lübecks Industri- og Handelskammer og Lübeck & Travemünde Marketing GmbH.

Siden 2012 er Fehmarnbelt Days blevet afholdt hvert andet år og har til formål at styrke forbindelserne mellem Nordtyskland, Danmark og Sydsverige.

Se hele konference-programmet

Fehmarnbelt Days hjemmeside

Læs også

Lübeck inviterer alle borgere til Fehmarnbelt Days 2025: To dage med koncerter, debatter og kulinariske oplevelser

Ny erhvervspark ved Lübeck gør klar til åbning

green-business-park-femern-belt-development

I andet halvår i år rykker de første virksomheder ind i Lübeck Green Business Park, én af flere nye nordtyske erhvervsparker, der anlægges i forventninger om øget erhvervsaktivitet bl.a. som følge af Femern-forbindelsen.

Lübeck Green Business Park ligger tæt på motorvej A20, den vestlige motorvej mod Mecklenburg-Vorpommern samt motorvej A1, den nord-sydgående motorvej fra Puttgarden til Saarbrücken, og erhvervsparkens ejer, BVI.EU, har åbnet for salg og udlejning af erhvervsparkens faciliteter til små og mellemstore virksomheder.

Fleksibel indretning
Lübeck Green Business Park egner sig til produktion, lager, laboratorier og kontorer til udstilling samt som reparations- og servicefaciliteter, og enhederne varierer fra 70 til 1.117 kvadratmeter med fleksible rumkoncepter, så de kan indrettes individuel efter den enkelte virksomheds ønsker og behov.

Andre udvidelser og nyanlæg
Udover den nye Lübeck Green Business Park sker en række udvidelser af eksisterende erhvervsparker i Nordtyskland og anlæggelse af nye.

Unternehmenspark im HanseBelt (Erhvervspark HanseBelt) ved byen Jansdorf ud til motorvej A1 er udvidet med yderligere 17 hektar, og ved Lensahn er et logistikcenter på 22.000 kvadratmeter lager- og kontorarealer til 32 mio. Euro under opførelse.

Stadt Fehmarn har indledt en forundersøgelse af mulighederne for at placere et nyt regionalt erhvervsområde i Puttgarden i tilknytning til den kommende faste Femern Bælt-forbindelse.

Området, der undersøges, omfatter 37 hektar øst for Puttgarden og udgøres af Deutsche Bahn´s ca. 20 hektar store jernbaneanlæg samt det nærliggende syv hektar store areal frem mod den kommende Femern-forbindelse og den midlertidige arbejdshavn nord for området på ca. 10 hektar.

Dertil kommer, at Sandra Belka, Egoh - Entwicklungsgesellschaft Ostholstein (Udviklingsselskabet Østholsten) samarbejder med kommunerne om at etablere flere nye erhvervsarealer i hele regionen.

Yderligere informationer om Lübeck Green Business Park

Lübeck Green Business Park´s hjemmeside

Femern Belt Development ønsker Glædelig Jul og Godt Nytår: 2024 blev forrygende – 2025 kan blive endnu større

jul-femern-belt-development
stig-rømer-winther-femern-belt-development

Direktør Stig Rømer Winther glæder sig i denne jule/nytårshilsen over de mange positive initiativer og indsatser, der i 2024 blev igangsat i forventninger til den kommende faste Femern Bælt-forbindelse: Tættere dansk-tysk samarbejde – Høj beskæftigelse – Øget turisme – Flere tyske investeringer. Han ser frem mod 2025 med store forventninger.

2024 blev året, hvor betydningen af den kommende faste Femern Bælt-forbindelse for alvor blev manifesteret.

Det dokumenteres bl.a. af den Årskavalkade 2024, Femern Belt Development har udarbejdet over væsentlige begivenheder relateret til Femern Bælt-forbindelsen.

Jeg glæder mig ikke mindst over, at det i løbet af året blev tydeligt for enhver, at på den tyske side af Femern Bælt er blikket for alvor vendt mod nord, og både politikere, erhvervsfolk og borgere ser frem mod en fremtid, som bringer os endnu tættere på hinanden.

På dansk side har Femern-projektet i flere år sat sine tydelige og positive spor, ikke mindst på beskæftigelsen og udviklingen i mange danske virksomheder, der medvirker i projektet som betydende samarbejdspartnere og leverandører.

Men 2024 blev også året, hvor Femern-forbindelsen fik et tydeligt tysk perspektiv og et fremadrettet dansk-tysk samarbejdsperspektiv.

Helt konkret udmøntede de tættere dansk-tyske relationer sig på flere områder:

Politisk
Det politiske samarbejde mellem Region Sjælland og Slesvig-Holsten blev yderligere styrket med indgåelse af en samarbejdsaftale og tilhørende handlingsplan. Den sætter retningen for initiativer, der skal fremme integrationen i fremtidens Femern Bælt Region og nedbryde barrierer.

Delstaten Slesvig-Holsten viste med vedtagelsen af en omfattende ”Danmarks-strategi”, at interessen for naboen mod nord er steget markant.

Og med en ny struktur og målrettet indsats er de danske og tyske partnere i Femern Bælt Komitéen rykket tættere sammen for at sikre fremdriften i arbejdet med at skabe en fælles grænseoverskridende Femern Bælt Region.

Erhvervsmæssigt
Det erhvervsmæssige samarbejde er styrket på flere fronter, både mellem danske og tyske erhvervsorganisationer, virksomhedsnetværk og mellem virksomheder, der er gået sammen om at forbereder sig til et kommende stort og attraktivt marked.

Tyske erhvervsinvesteringer foretaget med baggrund i forventningerne til den kommende Femern Bælt Region steg markant i løbet af året med nye etableringer, byggerier og udvidelse af erhvervsområder. Og nye initiativer og investeringer er på vej i de kommende år.

På uddannelsesområdet
På uddannelsesområdet er der indgået samarbejde mellem danske og tyske universiteter og erhvervsskoler, og båndene bliver til stadighed tættere. Som et konkret eksempel har Roskilde Universitet (RUC) og Christian Albrechts Universität zu Kiel lancerer en fælles to-årig masteruddannelse.

På det folkelige plan
Det folkelige samarbejde hen over Femern Bælt bliver til stadighed udbygget mellem kulturelle institutioner, og initiativerne får ny luft, når Fehmarnbelt Days afvikles i Lübeck 14.-16. juni 2025.

Turismen spiller en væsentlig rolle når det gælder den folkelige integration og interessen for og betydningen af, at vi lærer hinanden bedre at kende. Analyser foretaget i løbet af året viste, at den tyske interesse for at besøge Danmark vil stige betydeligt, når Femern Bælt-tunnelen er en realitet.

Et spændende 2025
Med glæden over den positive udvikling i 2024 i bagagen er det md stor glæde, vi ser fremad mod 2025 og udsigten til yderligere vækstskabende tiltag.

Med Folketingets beslutning om at bevare tunnel-fabrikken i Rødbyhavn er grunden lagt for et nyt væksteventyr, som Lolland Kommune ikke har været sen til at udnytte med planer om et nyt, stort erhvervsareal i området bag fabrikken. Med en erhvervspark og den tilhørende havn er mulighederne for at skabe et internationalt erhvervstilbud med stor attraktion til stede, og regeringen har da også sendt positive signaler omkring et samarbejde om at realisere planerne.

Internationale investorer har også udtrykt sig positivt, og vi regner med, at det kommende internationale erhvervsområde får en central plads, når vi sammen med en række samarbejdspartnere præsenterer mulighederne på den internationale investormesse Expo Real i München 6.-8. oktober 2025.

2025 kan også blive året, hvor der sættes skub i planerne om at bebygge det forland, der er skabt ved Rødbyhavn af sedimenter fra opgravningen af tunnelrenden til Femern-forbindelsen. Regeringen vil ændre planloven, så det bliver muligt at bebygge området, og såvel danske som internationale investorer står klar med projekter, bl.a. hotelbyggeri.

Femern Belt Development ser frem til at fortsat godt og udbytterigt samarbejde med vores interessenter baseret på ønsket om at skabe vækst og udvikling i Femern Bælt Regionen.

Men inden vi tager hul på de nye opgaver, vi ser frem til, vil jeg ønske alle God Jul og Godt Nytår

Stig Rømer Winther, direktør, Femern Belt Development.

Læs også:

Årskavalkade 2024    

Slesvig-Holsten rykker tættere på Østdanmark i øget samarbejde hen over Femern Bælt

vedvarende-energi-femern-belt-development

Den nordligste tyske delstat Slesvig-Holsten med omkring 3 mio. indbyggere øger sit fokus på det østlige Danmark og lægger op til et endnu tættere samarbejde.

Den stigende interesse for naboen mod nord manifesterer Slesvig-Holsten i den 100 sider lange ”Danmarksstrategi”, delstaten har vedtaget med særligt fokus på de muligheder, Femern-forbindelsen skaber.

"Vi ønsker et endnu tættere samarbejde med Danmark, vores vigtigste nabo i Østersøregionen, inden for vigtige fremtidsområder som økonomi og infrastruktur, uddannelse og kultur, miljø, klima og energi samt digitalisering," udtaler ministerpræsidentens befuldmægtigede for samarbejde med Danmark, Johannes Callsen, på delstatens hjemmeside.

I en kommentar til Slesvig-Holstens ”Danmarksstrategi” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development:

”Slesvig-Holsten er helt klar i sin vurdering af de nye muligheder, Femern-forbindelsen skaber for et intensiveret tysk-dansk samarbejde, både politisk, erhvervsmæssigt og kulturelt. Delstaten har en årelang tradition for et tæt grænseoverskridende samarbejde med Sønderjylland, og erfaringerne herfra vil de nu trække ind i et fremtidigt intensiveret samarbejde med det østlige Danmark."

Øget samarbejde til gavn for udviklingen
I sin ”Danmarksstrategi” peger Slesvig-Holsten på en lang række områder, hvor et øget samarbejde hen over Femern Bælt vil gavne udviklingen på begge sider.

Det gælder bl.a. disse områder:

Fremme af grænseoverskridende samarbejde og nedbrydning af grænsebarrierer
Styrkelse af en fælles økonomisk region
Forbedring af grænseoverskridende mobilitet og infrastruktur
Kultur, uddannelse og forskning i tæt samarbejde
Energi, klima og miljø i fælles ansvar
Digitalisering som en mulighed

 

Endnu tættere dansk-tysk samarbejde
Direktør Stig Rømer, Femern Belt Development glæder sig over indholdet i den slesvig-holstenske ”Danmarksstrategi”.

”Delstatens fokuspunkter harmonerer præcist med de områder, vi gennem mange år fra dansk side har arbejdet på og aktuelt gør ved at skabe netværk og samarbejdet mellem danske virksomheder, uddannelses- og vidensinstitutioner, kulturelle aktører og i det politiske segment. Jeg er glad for, at vi ser de samme udviklingsmuligheder, og jeg glæder mig til et fortsat og endnu tættere samarbejde med Slesvig-Holsten,” siger Stig Rømer Winther.

Slesvig-Holsten har bl.a. ansat en ”Danmarks-koordinator”, der får hovedansvaret for at holde det øgede fokus på samarbejdet med naboen mod nord i sporet.

Yderligere information
Yderligere information om Slesvig-Holstens ”Danmarksstrategi”, hvor det også er muligt at downloade hele strategien, findes på delstatens hjemmeside 

Læs også
Det dansk-tyske samarbejde bør styrkes – ikke svækkes