Den røde linje viser, hvor den 350 meter lange støjskærm skal anlægges. Illustration: Vejdirektoratet

støjskærm-storstrømsbroen-femern-belt-development

Vejdirektoratet udbyder nu anlæggelsen af en 350 meter lang og tre meter høj støjskærm på Storstrømsvej i Orehoved som en del af tilslutningen til den nye Storstrømsbro.
Udbuddet er specielt, da entreprenørerne kan byde på tre forskellige typer støjskærm:

  • En traditionel støjskærm udført med stålbøjler og kassetter af mineraluld
  • En støjskærm af gabioner, og
  • En støjskærm af kalkstabiliseret lerjord

Vejdirektoratet anfører om sidstnævnte mulighed, at når lerjord stabiliseres med nogle få procent kalk, får jorden en større styrke, samtidig med at den bliver vandafvisende.

Helt ny og spændende løsning

”Vejdirektoratet udbyder som de første i Danmark – og formentlig i verden – en støjskærm udført af kalkstabiliseret lerjord. Løsningen er således helt ny og spændende og kan være en måde, hvorpå vi kan udnytte vores ressourcer bedre. En traditionel støjskærm er udført i både dyre og klimabelastende materialer som stål, aluminium, beton, mineraluld og kunststof. Kan vi bruge vores overskudsjord, som nu er et affaldsprodukt, og anvende det som en ressource, er det rigtig positivt i forhold til klima, miljø og økonomi. Vi har masser af jord, og det er godt at bygge med. I Danmark ”producerer” vi årligt mere end 15 millioner tons udgravet jord fra byggerier og andet som potentielt kan anvendes som byggemateriale, så potentialet er stort,” siger projektchef i Vejdirektoratet, Niels Gottlieb.

Håber på interesse for det nye
Overskudsjord kan også bruges i støjskærme af gabioner, oplyser Vejdirektoratet.
De kan fyldes med diverse materialer og vil på Storstrømsprojektet skulle fyldes med jord. Gabioner bruges blandt andet i Tyskland.
”Vi håber, at så mange entreprenører som muligt har lyst til at byde på støjskærmen og håber også meget, at der i markedet er en lyst til og interesse for at bruge nye materialer som jord til støjskærmen. Med udbuddet her har vi taget hul på det, der kunne blive en af fremtidens støjskærmsløsninger med mere bæredygtige materialer,” siger Niels Gottlieb.

Bredt samarbejde med støjskærms-projektet
Støjskærmen i Storstrømsprojektet er udsprunget af et samarbejde mellem Vejdirektoratet, Region Hovedstaden, DTU, entreprenørfirmaet Holbøll, ressourcecenteret Remco og THI Dencker Arkitekter om udvikling af støjskærme ved anvendelse af lerjord.

Yderligere information
Den nye støjskærm i forbindelse med den nye Storstrømsbro er udbudt 10. juni.
Udbuddet er offentliggjort på Vejdirektoratets udbudsportal