EXPO REAL i München tiltrækker investorer og udviklere fra hele verden. Foto: EXPO REAL

expo-real-femern-belt-development

Femern Belt Development er igen i år – for sjette gang - repræsenteret på én af de største internationale messer for fast ejendom og investering, EXPO REAL, der afvikles i München 5.-7. oktober.

Femern Belt Development er sammen med Business Lolland-Falster og Business Vordingborg en del af delstaten Slesvig-Holstens stand på EXPO REAL med det formål at skabe kontakter, markedsføre og øge interessen for investeringer i Femern Bælt Regionen.

”Der er en støt stigende interesse blandt udviklere og investorer for korridoren mellem Hamborg og København, og det gælder ikke mindst området mellem Lübeck og Køge, hvor de store industriarealer befinder sig. På dansk side af Femern Bælt er det især området i hele korridoren fra Køge ned mod Lolland, der påkalder sig interesse. Jeg har aldrig tidligere oplevet så stor forhåndsinteresse fra internationale investorer og udviklere, som jeg skal mødes med på EXPO REAL. Og i kraft af vores tyske netværk har vi også kontakt til rigtig mange tyske udviklere og investorer, der i stigende grad kigger mod nord,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Internationale investorers interesse er usvækket
”Har udmeldingen om forsinkelser i Femern-projektet og uvisheden om den endelige åbningsdato ikke svækket investorernes interesse?”

”Interessen er ikke svækket hos de internationale investorer, men det er klart, at blandt lokale og regionale investorer har ikke mindst usikkerheden om de tyske landanlæg haft en negativ indflydelse og skabt et tomrum. Når det fra tysk side er meldt ud, at Femernsund tunnelen ikke er færdig før tidligst i slutningen af 2032, opstår der usikkerhed, og er der noget investorer ikke kan lide, er det netop usikkerhed. Der er derfor et stort behov for, at Sund & Bælt melder ud med en revideret plan for færdiggørelsen af Femern Bælt-projektet. Samtidig presser vi på for at få fremrykket hele processen omkring de tyske landanlæg, og især Femernsund tunnelens færdiggørelse. Det er et klart ønske fra erhvervslivet på begge sider af Femern Bælt,” siger Stig Rømer Winther.

Han ser samtidig frem til, at der snart kommer en afklaring omkring den danske regerings placering af fem erhvervsområder med særlige gunstige vilkår for etablering, og hvor Rødbyhavn er blandt kandidaterne.

”Med den internationale interesse, der er for Femern Port & Industrial Park, vil det være oplagt at Rødbyhavn bliver hjemsted for én af de fem kommende attraktive danske erhvervsparker,” siger Stig Rømer Winther.

Fakta om EXPO REAL
Den 27. internationale messe for ejendom og investering holdes i Messe München 5.-7. oktober.

EXPO REAL dækker hele ejendomssektoren og tilbyder en international netværksplatform for de vigtigste markeder i Europa, Mellemøsten og USA.

Messens omfattende konferenceprogram med omkring 400 talere giver deltagerne værdifuld indsigt i de nyeste tendenser og innovationer inden for ejendom, investering og finansiering.