Femern-projektet som frontløber for flere unge til erhvervsuddannelserne

tunnel-talenter-femern-belt-develpment

Femern A/S vil med et nyt undervisningsforløb med overskriften ”TunnelTalenter” vække skoleelevers interesse for erhvervsfaglige karriereveje.

”TunnelTalenter” er et gratis tilbud til grundskoler i hele Danmark og skal gennem en praksisnær og legende tilgang lære eleverne om danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt, byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen.

Værdifuldt bidrag til at vende udviklingen
Andelen af unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse lige fra 9. eller 10. klasse, har konstant ligget på omkring 20 procent i flere år, og det er langt fra tilstrækkeligt til at imødekomme behovet i branchen.

Oliver Sellner Vonsild, afdelingschef for social bæredygtighed på Femern-projektet, håber, at ”TunnelTalenter” bliver et værdifuldt bidrag til at vende udviklingen.

”Byggebranchen i Danmark har brug for, at flere unge bliver præsenteret for erhvervsuddannelserne. Derfor håber vi på at kunne vække interessen for byggefagene hos flere unge. Vi er virkelig nysgerrige på alt det, som skoleklasserne kommer til at finde på med materialet,” siger Oliver Sellner Vonsild.

Undervisningsmaterialet ”TunnelTalenter” er udviklet i samarbejde med Femern A/S, Autens ApS, Vendelboe Kommunikation og Serious Games Interactive og vil være klar til de første elever i grundskolen i skoleåret 2024/2025.

Yderligere information
Læs mere om tilmelding og materialet her

Femern-projektet tiltrækker lærlinge

smedelærling-femern-belt-development

Minimum 500 lærlingeårsværk skal uddannes på Femern Bælt-projektet, og langt størstedelen i entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors, FLC,

Af de 470 lærlingeårsværk, der er aftalt mellem bygherren Femern A/S og FLC, er på nuværende tidspunkt gennemført 162 svarende til en tredjedel af målsætningen, oplyser Femern A/S.

FLC uddanner disse fuldtidslærlinge direkte indenfor 15 forskellige uddannelser og i alt 18 uddannelser medregnet lærlinge hos underleverandører:

Kontoruddannelse med speciale i administration, kontoruddannelse med speciale i økonomi, indkøbsassistent, teknisk design, bygningsstruktør, anlægsstruktør, procesoperatør, ejendomsservicetekniker, smed, elektriker, serviceassistent, kranfører, sikkerhedsvagt, IT-support, datatekniker med speciale i infrastruktur, lager- og logistikoperatør, cater og maskinfører.

Godt samarbejde med uddannelsesinstitutioner
”Vi har siden september 2021, hvor vi ansatte den første lærling, i alt indfriet 162 lærlingeårsværk på projektet indenfor 18 meget forskellige uddannelser. Det er en milepæl, vi er stolte over at have nået. I øjeblikket har vi cirka 100 fuldtidslærlinge ansat,” siger Charlotte Lie Steen, der er ansvarlig for lærlingeindsatsen hos FLC.

Hun fremhæver et rigtigt godt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne kombineret med stærk fokus på trivsel blandt lærlingene som årsag til succesen. Den indsats er FLC blandt andet blevet hædret for i 2023 ved at blive kåret til årets læreplads på Sjælland af ZBC, Zealand Business College.

”Derfor er jeg overbevist om, at vi kommer i mål med vores andel af lærlingemålsætningen,” siger Charlotte Lie Steen.

Byggebranchen har et stort ansvar
Hos bygherren, Femern A/S, er der glæde at spore over FLC’s bidrag til den samlede lærlingeindsats.

”Byggebranchen har et stort ansvar for at bidrage til at uddanne fremtidens kvalificerede arbejdskraft, og det ansvar tager vi som bygherre seriøst. Derfor er det en stor glæde, at FLC er godt på vej med at opfylde deres forpligtelse til at uddanne 470 lærlingeårsværk i byggeperioden. FLC’s dedikerede lærlingekoordinatorer og uddannede lærlingeansvarlige i hvert sjak er nogle af de tiltag, som har bidraget til deres gode resultat,” siger Emilie Juel-Helwig, direktør for bæredygtighed på Femern Bælt-projektet.