Tyske erhvervsinvesteringer dokumenterer store forventninger til Femern Bælt-forbindelsen

Puttgarden-portal-femern-belt-development

Forventningerne til Femern Bælt-forbindelsen er store i Kreis Ostholstein, og optimismen underbygges af en stribe virksomhedsetableringer og anlæggelse af nye erhvervsområder.

”Femern Bælt-tunnelen vil forandre Ostholstein. Arbejdsmarkedseksperter forventer et boom i jobmulighederne takket være det store projekt. Regionen vil blive en central del af en ny logistikkorridor i Nordeuropa,” skriver dagbladet Lübecker Nachrichten.

Mens Ostholsteins økonomi i dag drives af turisme og sundhedssektoren, baner Femern-forbindelsen vejen for nye erhvervsmuligheder indenfor logistik, serviceydelser og højteknologi i det nordtyske område.

Avisens netudgave, LN Online, skriver, at området mellem Hamborg og Femern bliver stadig mere interessant for erhvervslivet, og at Femern Bælt-tunnelen kommer til at virke som en motor for jobskabelse og innovation.

Nye positive tyske toner
På spørgsmålet om, hvorvidt Ostholstein kan udnytte potentialet i Femern-forbindelsen, svarer både virksomheder og økonomiske eksperter: ”Ja”, skriver Lübecker Nachrichten på basis af interviews med bl.a. Egoh - Entwicklungsgesellschaft Ostholstein (Udviklingsselskabet Østholsten) og erhvervsorganisationen Hansebelt e.V.

”Femern Bælt-tunnelen gør Ostholstein mere attraktiv som trafikknudepunkt for investeringer,” siger Sandra Belka, Egoh, og hun bakkes op af Astrid Bednarski, bestyrelsesformand i HanseBelt e.V.

I en kommentar til de tyske forventninger siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Bælt Development:

”Jeg glæder mig over de positive tyske toner. Det understreger det holdningsskift, vi har oplevet i Nordtyske de seneste år. Mediebilledet var tidligere var præget af modstand og negativ indstilling til Femern-projektet fra en lille, men højtråbende befolkningsgruppe, der dominerede scenen, mens erhvervslivet forholdt sig passiv. Nu hører vi ikke meget fra modstanderne, men til gengæld har erhvervslivet og dets organisationer – som det også fremgår af artiklen i Lübecker Nachrichten – kastet sig aktivt ind i at tale mulighederne i Femern-forbindelsen op, og erhvervslivets forventninger og optimisme dokumenteres af de investeringer, der allerede foretages og er på vej på den tyske side af Femern Bælt,” siger Stig Rømer Winther.

Unternehmenspark-im-HanseBelt-femern-belt-development
Illustration: Unternehmenspark im HanseBelt

Flytter fra Sverige til Nordtyskland
Som et eksempel på udviklingen i Ostholstein nævner Lübecker Nachrichten den Hannover-baserede virksomhed Delticom, der er Europas største dæksælger med flere end 17 mio. kunder. Virksomheden har flyttet sin base fra Sverige til Ostholstein i det nye erhvervsområde Unternehmenspark im HanseBelt, hvor et 2,8 hektar stort logistikcenter forventer at beskæftige 100 medarbejdere.

Unternehmenspark im HanseBelt (Erhvervspark Hansebelt) på 150.000 kvadratmeter ligger ved byen Jahnsdorf direkte ud til motorvejen A1, og parken udvides med yderligere 17 ha, der ventes klar til at regionale virksomheder kan rykke ind inden årets udgang.

Yderligere et logistikcenter til 32 mio. Euro er under opførelse i Lensahn. Det omfatter 22.000 kvadratmeter lager- og kontorarealer, og halvdelen er udlejet inden det er taget i brug.

Begge centre er opført af den tyske investor E-Gruppen, der har videresolgt centeret i

Unternehmenspark im HanseBelt til det svenske selskab Catella, og centeret i Lenahn er videresolgt til Garbe, der ejer flere erhvervsejendomme i hele Tyskland. Garbe er interesseret i Ostholstein på grund af den kommende tunnel.

”Vi er overbeviste om, at baglandet til tunnelen vil få gavn af projektet. Derfor har vi investeret tidligt i denne lokation,” siger direktør Philipp Daum, Gabe til Lübecker Nachrichten.

Flere erhvervsområder er på vej
Sandra Belka, Egoh - Entwicklungsgesellschaft Ostholstein (Udviklingsselskabet Østholsten) bekræfter, at der samarbejdes med kommunerne om at etablere flere nye erhvervsarealer i hele regionen.

En udvidelse af erhvervsområdet Beusloe i Schashagen Kommune er i planlægningsfasen. I samarbejde med Eutin og Süsel arbejdes med udvidelse af virksomhedsparken Holsteinische Schweiz, hvor allerede 1.000 personer arbejder. Der forventes byggetilladelse for et 18 ha stort område i midten af 2026.

Lübecker Nachrichten ser det som en udfordring for Ostholstein, at der på trods af udvidelserne fortsat mangler erhvervsarealer langs motorvej A1 og den kommende jernbaneforbindelse.

”Det kan begrænse udnyttelsen af de muligheder, der opstår. I værste fald risikerer man, at virksomheder flytter til Danmark,” skriver avisen.

Minister ser positivt på nyt stort erhvervsområde på Lolland

tunnelelement-fabrikken-femern-belt-development

Erhvervsministeriet er klar til at indgå i et samarbejde med lokale aktører om at skabe et nyt stort erhvervsområde på Lolland i tilknytning til tunnelelementfabrikken i Rødbyhavn, som Folketinget har vedtaget kan fortsætte med produktion efter Femern-projektets afslutning.

Det fastslog erhvervsminister Morten Bødskov i forbindelse med et besøg på Femern-projektet 11. november.

Formålet var at drøfte, hvordan man kan indfri det store potentiale i området ved at etablere en erhvervspark på arealet bag tunnelelementfabrikken, hvor der allerede har vist sig at være national og international interesse i området.

Lolland Kommune har gennem længere tid arbejdet med planerne for et erhvervsområde, der ifølge kommunen kan blive centrum for Danmarks grønne omstilling.

Unik mulighed for lokale arbejdspladser
Femern Bælt-tunnelen vil i fremtiden binde Danmark og Tyskland sammen, og projektet har samtidig potentialet til at udgøre et stærkt fundament for den fremtidige, lokale erhvervsudvikling og mulighed for at skabe nye arbejdspladser, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse, og erhvervsminister Morten Bødskov udtaler:

”Når Femern-tunnelen står færdig, kan det blive en decideret game-changer for det lokale erhvervsliv. Både i Rødby men også langt bredere. Det er en unik mulighed for at skabe nye lokale arbejdspladser, og det skal vi gøre alt for at udnytte. For kapløbet om fremtidens arbejdspladser raser afsted, og hvis vi ikke er på forkant risikerer vi, at fremtidens jobs går Danmarks næse forbi. Derfor har vi simpelthen ikke råd til at lade stå til, når vi har muligheden for at skabe gode muligheder for virksomheder her på Lolland, og derfor synes jeg det er meget positivt, at Lolland Kommune arbejder på en ny erhvervspark i området.”

Lolland som dynamisk vækstcenter
Borgmester Holger Schou Rasmussen udtaler i forbindelse med mødet mellem erhvervsministeriet, kommunen og øvrige aktører: 

”Femern-forbindelsen er en historisk mulighed, der allerede er ved at forvandle Lolland til et dynamisk vækstcenter. Den skaber tusindvis af arbejdspladser og vil i fremtiden tiltrække endnu flere virksomheder, hvilket vil styrke både vores lokale og regionale økonomi. Samtidig forbedrer forbindelsen vores tilgængelighed til resten af Europa, og det gør Lolland mere attraktiv for både turisme og erhvervsliv. I den forbindelse arbejder vi på at udvikle en ny erhvervspark tæt på motorvejen og den kommende tunnel, som vil skabe optimale betingelser for nye virksomheder. Alt dette sker, mens vi bevarer og beskytter vores enestående natur og miljø."

Nu fremtidssikres Nakskov Havn som moderne trafikhavn med stort vækstpotentiale

nakskov-havn-femern-belt-development

Lolland Kommune igangsætter nu en udretning af sejlrenden til Nakskov Havn.

Det vil sikre store skibe adgang til havnen, der med sin placering tæt på den stærkt befærdede internationale sejlrute i Langelandsbæltet er i rivende udvikling og ifølge kommunen rummer et stort potentiale.

En lettere adgang for skibe til og fra havnen skal bidrage til at tiltrække og fastholde vigtige arbejdspladser, understøtte den grønne omstilling og virke som dynamo for vækst og udvikling i området, fastslår Lolland Kommune.

Flere end 2.000 arbejdspladser
”Det handler om arbejdspladser, bosætning, vækst og udvikling, og indsatsen er afgørende for, at vi kan udvikle havnen, tiltrække nye virksomheder og fastholde de over to tusind arbejdspladser, der allerede i dag har havnen som deres forudsætning,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune. Han påpeger også betydningen af havneoptimeringen for den grønne omstilling:

”Vi har på Lolland i årevis haft et stort fokus på at skabe gode rammevilkår for grønne virksomheder. Her er Nakskov Havn en central erhvervshavn, og med en udrettet sejlrende og bedre adgangsforhold for store skibe kan området komme til at stå endnu stærkere som et attraktivt og fremtidssikret erhvervsområde for grønne virksomheder. Et vigtigt bidrag til den grønne omstilling,” siger Holger Schou Rasmussen.

Lollands Erhvervshavne i Nakskov og Rødby
Nakskov Havn er en kommunalt ejet havn, der udvikles og drives som en trafik- og erhvervshavn.

Havnebestyrelsen har gennem årene foretaget en række nødvendige investeringer i havnens anlæg, kajer og faciliteter for at kunne honorere kravene til en moderne trafik- og erhvervshavn. Seneste projekt har været uddybning af sejlrenden, og nu foretages endvidere en udretning af sejlrenden til gavn ikke mindst for store skibe.

I forbindelse med havnen findes et stort erhvervsområde med mulighed for etablering af nye virksomheder. Området har plangrundlag for forskellige typer erhverv, bl.a. agroindustri syd for havneområdet.

Nakskov Havn er sammen med Rødbyhavn Trafikhavn ejet af Lolland Kommune og drives samlet som Lolland Erhvervshavne.

Fakta om Nakskov Havn

  • 2 km kaj samt Ro-Ro leje
  • 8,5 meter vanddybde
  • 60 ha. havne- og erhvervsareal
  • 4.400 m2 pakhuse og lagerhaller
  • 25 km til motorvej

Byggefakta: Tempoet i byggebranchen på vej op

byggeri-femern-belt-development

I Region Sjælland igangsættes projekter for 19 mia. kr. i år

Forventningerne til projektmarkedet er opjusteret i Byggefakta´s seneste rapport om trends i byggebranchen, der netop er offentliggjort.

Rapporten fastslår, at der i år i hele landet vil blive igangsat i alt 3.923 bygge- og anlægsprojekter med en anlægssum på ca. 115 mia. kr.

Den grønne omstilling fylder stadigt mere i projektmarkedet. De to hovedgrupper ”Energi og renovation” samt ”Anlægsarbejder” sætter rekord for andet år i træk. Nye energianlæg, energiinfrastruktur samt store vej- og baneprojekter udgør hele 38 procent af projektmarkedet i 2024, fremgår det af Byggefakta-rapporten.

Projekter for 19 mia. kr. i Region Sjælland
I Region Sjælland forventes at blive igangsat projekter for 19 mia. kr. i 2024.

Det er kun lidt under niveauet for 2023, hvor Novo Nordisk igangsatte et byggeri til ca. 3 mia. kr.

De tre største projekter i Region Sjælland findes inden for Energi og renovation, hvor der ventes igangsat projekter for i alt 4,7 mia. kr.

De tre største projekter i Region Sjælland er:

  • Biogasanlæg i Stokkemarke på Lolland til 500 mio. kr.
  • Nedrenovering af almene boliger og infrastruktur i Korsør til 431 mia. kr.
  • Novo Nordisk Pharmatech i Køge til 350 mio. kr.

De næste på listen
På Byggefakta´s liste over de største projekter i Region Sjælland følger herefter:

Almene boliger Schillers Parken i Nykøbing F. til 235 mio. kr, etablering af fjernvarme i Bjæverskov til 210 mio. kr., renovering af Mosede Renseanlæg i Greve til 202 mio. kr., opførelse af boliger i Klosterlunden, Kalundborg til 175 mio. kr., udvidelse af Multiline, Sorø til 150 mio. kr., opførelse af vandværk i Antvorskov til 90 mio. kr. samt renovering af boligerne i Apotekervænget i Sakskøbing til 70 mio. kr.

Styrket dansk tysk samarbejde kan give Femern Regionen et innovationsboost

fbi-femern-belt-development

Et styrket dansk-tysk samarbejde rummer et stort potentiale indenfor områderne fødevarer/bioteknologi, maritim økonomi og intelligent byggeri.

Det viser en netop offentliggjort ny undersøgelse fra Interreg-projektet Fehmarn Belt Innovation (FBI).

Rapporten "Aktør- og kompetenceanalyse" udarbejdet af KiWi (Kieler Wirtschaftsförderung) viser, at der på begge sider af Femern Bælt findes netværk, klynger, innovationscentre, videnskabelige institutioner og virksomheder med stærke kompetencer.

"Et tættere samarbejde mellem disse aktører lover synergier og et innovationsboost for hele regionen," siger Dr. Barbara Weig, innovationsmanager hos KiWi.

Har udviklet innovative løsninger
Fehmarn Belt Innovation-projektet har over de sidste 18 måneder arbejdet på tværs af grænserne i Femern Bælt-regionen for at fremme innovationer inden for områderne fødevarer/bioteknologi, maritim økonomi og intelligent byggeri.

I de seneste måneder har studerende og virksomheder fra både Danmark og Tyskland deltaget i gensidige besøg og fælles projekter og sammen udviklet innovative løsninger.

For eksempel har danske virksomheder besøgt den maritime messe SMM i Hamborg, studerende har samarbejdet med byggevirksomheder og præsenteret dette på NordBau i Neumünster, 22 tyske startups har besøgt Bio Innovation Institute (BII) og både danske og tyske virksomheder besøgte TechBBQ i København.

Nye arbejdspladser og øget bosætning
Resultaterne af den nye undersøgelse giver et detaljeret overblik over de eksisterende fokusområder og kompetencer blandt innovationsaktørerne i Femern Bælt regionen.

Den bedre forståelse af aktørernes kompetencer gør det muligt at målrette og udvikle samarbejdet mellem videns-institutioner, erhvervsklynger, studerende og innovative virksomheder, hvilket vil frigøre mere potentiale. Dette kan i sidste ende skabe nye arbejdspladser og styrke bosætningen i regionen, så den står stærkere og klar, når Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029, fremgår det af FBI-undersøgelsen.

Yderligere information
Yderligere information om rapporten findes på projektets hjemmeside

 Om Fehmarn Belt Innovation
Projektet Fehmarn Belt Innovation er støttet af Interreg Deutschland-Danmark og Region Sjælland. Målet er at intensivere netværket mellem danske og tyske aktører for at bidrage til en tættere integreret og mere konkurrencedygtig region gennem tættere samarbejde. Projektpartnerne i Fehmarn Belt Innovation er: Erhvervshus Sjælland, Business Lolland-Falster, Roskilde Universitet, ZEALAND Academy, Knowledge Hub Zealand, KiWi (Kieler Wirtschaftsförderung), Wirtschaftsförderung Lübeck, Technikzentrum Lübeck og Technische Hochschule Lübeck.

Lolland Kommune klar med indsats for internationale tilflyttere

medarbejdere-femern-projektet

Lolland Kommune tilbyder nu partnere til internationale medarbejdere i lokale virksomheder et gratis forløb med personlig vejledning i at søge job. Formålet med indsatsen er at sikre internationale familiers tilknytning lokalt som et led i kommunens strategiske fokus på international rekruttering og bosætning. 

Mange internationale tilflyttere oplever udfordringer med at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked. Dels på grund af sproglige barrierer og dels fordi, der er kulturelle forskelle på, hvordan jobsøgning fungerer i Danmark i forhold til udlandet.
Derfor lancerer Lolland Kommune nu et nyt og skræddersyet tilbud: en job-til-partnerpakke.
Målgruppen er medfølgende partnere til internationale medarbejdere på Lolland, og tilbuddet består af personlig vejledning om jobsøgning i Danmark, sprogundervisning, netværksmuligheder og udvikling af en personlig jobsøgningsstrategi.

Stor vækst i antal internationale tilflyttere
”På Lolland oplever vi en stor vækst af internationale tilflyttere, som kommer hertil for at arbejde. Det er en potentiel gevinst for vores område i det hele taget og for de lokale virksomheder, der har brug for kvalificeret arbejdskraft nu og fremover. Derfor er det vigtigt, at vi i Lolland Kommune understøtter, at det bliver en succes for alle parter,” siger forpersonen for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune, Vibeke Grave, og fortsætter:

”Mange internationale medarbejdere flytter med deres partner til Lolland, og det er afgørende, at hele familien trives, hvis de skal have lyst til at blive. En væsentlig del af det er, at partneren også får et job. Men det er ikke nemt, når sproget og arbejdsmarkedet er anderledes, end man er vant til, og mange vil derfor have glæde af en hjælpende hånd. Netop det giver vi dem med job-til-partnerpakken, og allerede nu har vi eksempler på, at indsatsen gør en positiv forskel.”

Opsøger lokale virksomheder
Til projektet er der afsat ressourcer hos to medarbejdere. En virksomhedskonsulent fra Jobcenter Lolland og en udviklingskonsulent fra Sektor for Strategi og Politik. De er også holdet bag Lolland Kommunes Newcomerservice, og de har siden starten af sommeren været i gang med aktivt at opsøge de lokale virksomheder og informere om job-til-partnerpakken.
Ud fra de mange henvendelser, de i løbet af det seneste år har fået fra både virksomheder og internationale tilflyttere, mærker de på forhånd en stor interesse for hjælpen og ikke mindst tilfredshed med de resultater, der indtil videre er kommet ud af den.
Projektet kører i to år frem til foråret 2026, og det vil løbende blive evalueret, oplyser Lolland Kommune.

Om job-til-partnerpakken
Lokale virksomheder i Lolland Kommune kan tilbyde deres nye internationale medarbejdere job-til-partnerpakken til deres medfølgende partnere. Partneren skal selv kontakte Newcomerservice for at starte op, og herefter modtager de en velkomstmail med information om forløbet og en invitation til en opstartssamtale.

Forudsætninger for at deltage:

  • Partneren skal bo i Lolland Kommune.
  • Partneren skal være aktivt jobsøgende og som minimum kunne tale nogenlunde engelsk.
  • Partneren skal være indstillet på, at jobsøgning er krævende og være motiveret for forskellige typer af jobs.
  • Partneren kan ikke forvente ansættelsesgaranti, da det er virksomhederne, der ansætter.

Job-til-partnerpakken indeholder:

  • Opstartssamtale om jobsøgning med udarbejdelse af individuel jobsøgningsstrategi.
  • 1. opfølgningssamtale senest efter 6 uger.
  • 2. opfølgningssamtale senest 6 uger efter den første samtale.
  • Løbende invitationer til månedlige jobsøgningsworkshops afholdt af Newcomerservice.
  • Vejledning til opskrivning ved Lolland Sprogskole.
  • Vejledning om og henvisning til, hvordan der kan startes egen virksomhed i regi af Business Lolland-Falsters ”Business Days”.
  • Vejledning om uddannelsesmuligheder i Danmark.

Yderligere information
Lokale virksomheder kan kontakte udviklingskonsulent Martina Frang Mostad og virksomhedskonsulent Martin Hansen på mail newcomers@lolland.dk eller tlf. 21 47 73 43, hvis de har spørgsmål eller vil aftale et møde om job-til-partnerpakken.

Dansk-tysk samarbejde om ny uddannelse med internationalt perspektiv

studerende-femern-belt-development

Roskilde Universitet (RUC) og Christian Albrechts Universität zu Kiel lancerer nu en to-årig masteruddannelse, ”Double master´s degree in Business Administration”.
De studerende gennemfører uddannelsen dels i Roskilde, dels i Kiel og skriver projekter med andre studerende fra begge universiteter. Gennem projektarbejdet og undervisningen lærer de studerende at identificere muligheder og udfordringer i virksomhedsledelse, særligt i samarbejde mellem danske og tyske virksomheder, myndigheder og organisationer.
Uddannelsesforløbet giver de studerende en kandidatgrad fra både Roskilde Universitet og Christian Albrechts Universität zu Kiel.

Internationale virksomhedssamarbejder
Det er den kommende Femern-forbindelse, der er baggrunden for det dansk-tyske undervisningssamarbejde. Med denne forbindelse er der brug for ny viden, øget samarbejde og innovation på begge sider af grænsen.
Dette uddannelsesforløb giver de studerende en unik mulighed for at studere internationale virksomhedssamarbejder, både i Femern-regionen og i andre regioner i Danmark og Tyskland.

Indgående kendskab til dansk-tysk samarbejde
Studerende, der er indskrevet på RUC, begynder førte semester i Roskilde. Andet semester gennemføres i Kiel, hvor den studerende møder de tyske studerende, og sammen med dem gennemføres et projekt over de efterfølgende to semestre.
”Fordelen for de studerende på uddannelsen er, at de får indgående kendskab til det dansk-tyske samarbejde og virksomhedskulturen i begge lande. Tyskland er jo Danmarks største eksportmarked, og der er stor efterspørgsel efter profiler, som kan noget på dette område,” siger lektor Margit Neisig, RUC i en pressemeddelelse.

Uddannelsesforløb på engelsk
Det er ikke nødvendigt at kunne tysk for at gennemføre den nye uddannelse, fordi forløbet foregår på engelsk. Men der er mulighed for at tage tyskundervisning ved siden af studiet.
”Med uddannelsen understreger Roskilde Universitet, at vi er regionens universitet. Region Sjælland satser på at udvikle det dansk tyske samarbejde, da Femern-forbindelsen jo gør, at vi udvikler os til at være en grænseregion, hvor koblingen til Tyskland bliver betydeligt tættere. Det kan booste hele området,” siger lektor Margit Neisig, RUC.
Den dobbelte kandidatuddannelse lanceres fra efteråret 2024.

Yderligere information
Læs om uddannelsen på RUC´s hjemmeside

Køge fremtidssikrer samarbejdet med erhvervslivet i ny erhvervspolitik

køge-motorvej-femern-belt-development

Byrådet i Køge har vedtaget en ny erhvervspolitik med 10 indsatsområder, der med tilhørende målsætninger og handlepunkter skal fremtidssikre samarbejdet mellem erhvervslivet og kommunen.
”Jeg er umådelig stolt over, at Køge Kommune nu har en erhvervspolitik, der bygger på virksomhedernes behov, skrevet ud fra de mange input virksomhederne har givet under dialogmøderne og høring. Med den nye erhvervspolitik i hånden kan vi gå i gang med at implementere de 42 store og små tiltag, som er identificeret. Det er nu det helt store arbejde skal lægges. Jeg ser frem til, at politikken nu kommer ud i virkeligheden, hvor den kommer til at gøre en konkret forskel for vores erhvervsliv og virksomheder,” siger Mette Wigand Bode, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget. 

Fokus på 10 indsatsområder
Køges nye erhvervspolitik fokuserer på 10 fokusområder:

1. Satsning på innovative produktionsvirksomheder
2. Kompetent arbejdskraft til virksomhederne
3. Større udrulning af grøn energi samt klimasikring
4. Bedre tilgængelighed for varer og arbejdskraft til virksomhederne
5. Udvikle den kommunale erhvervsservice
6. Transparente og veltilrettelagte udbud- og tilbudsprocesser
7. Bymidtestrategi
8. Turismestrategi
9. Fokuseret iværksætterindsats
10. Strategisk forum for offentlig-privat samarbejde og innovation

Tæt samarbejde til flere sider
Flere af de foreslåede 10 indsatsområder kan kun gennemføres i tæt samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, foreninger og arbejdsmarkedets parter, fastslår Køge Kommune.
Forslaget til ny erhvervspolitik skal derfor ikke kun ses som et ambitiøst forslag til en retning for Køge Kommunes erhvervsudvikling, men også som en direkte invitation til virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer og foreninger til samarbejde om det samme.
”Politikken får betydning for den grønne omstilling, for udviklingen af en turisme- og bymidtestrategi – og en række andre tiltag, der bygger videre på den meget positive udvikling, vores erhvervsliv er i,” siger borgmester Marie Stærke.

Yderligere information
Køge Kommunes erhvervspolitik 2024 ”Nye muligheder”

Ny virksomhed rykker ind i Business Park Falster

business-park-falster-femern-belt-development

Danmarks største stilladsfirma, Dansk Stillads Service rykker ind i Guldborgsund Kommunens erhvervsområde ved afkørsel 43, Business Park Falster.
”Det er skønt med helt nye faciliteter, hvor vi har mere plads til stilladsmateriel og langt mere attraktive forhold for vores dygtige montører. Derudover er erhvervsparkens centrale placering logistisk vigtig for vores betjeningsevne af kunder på både øerne og Sydsjælland,” siger afdelingsleder i Dansk Stillads Service Mark Lauersen i en pressemeddelelse.

Afgørende for udviklingen i kommunen
Guldborgsund Kommune arbejder sammen med Business Lolland-Falster, målrettet for at bidrage til en positiv udvikling af antallet af private arbejdspladser, og Erhverv og Udviklingsudvalget har en klar strategi om at tiltrække nye virksomheder.
Udviklingen af antallet af jobs er en afgørende forudsætning for borgernes jobmuligheder lokalt i kommunen, og samtidig er virksomhederne afgørende for den generelle udvikling af kommunen. Erhverv og Udviklingsudvalget arbejder derfor målrettet mod at sikre, at erhvervslivet har de bedste forudsætninger for at udnytte mulighederne, og for at udvikle og drive virksomhed i Guldborgsund Kommune.

Positiv udvikling på erhvervsområdet
”Vi arbejder intenst på at tiltrække nye virksomheder til vores kommune, eller give plads til virksomheder, der allerede bor her til at de kan udfolde deres fulde potentiale. Vi har en tæt dialog med erhvervslivets mange parter og med virksomhederne, og det er præcis den dialog, der kan være med til at skabe en positiv udvikling på erhvervsområdet,” siger udvalgsformand for Erhverv og Udviklingsudvalget, John Brædder.
John Brædder er blandt talerne ved Dansk Stillads Service officielle indvielse i de nye lokaler i Business Park Falster fredag 14. juni kl. 12-15, hvor der også vil være mulighed for at vinde landsholdstrøjer, få en gratis helikoptertur, se motorcykelopvisning, få en udsigtstur op til 60 meter i en kran og meget mere.

Fakta om Business Park Falster
Det samlede erhvervsområde udgør 60,3 ha, hvoraf 46,2 ha er salgsbare erhvervsarealer.

Erhvervsområdet giver plads til store erhvervsvirksomheder og transporttunge erhverv, herunder lager-, transport-, logistik- og produktionsvirksomheder. Desuden giver området mulighed for at placere mindre virksomheder som kontor- og håndværksvirksomheder. Endeligt er der mulighed for at indrette serviceerhverv til bl.a. tankstation, spisesteder og øvrige aktiviteter, der kan forbindes med et motorvejsnært beliggende erhvervsområde. Der tillades ikke detailhandel indenfor lokalplanerne.

Yderligere information
Yderligere information om Business Park Falster her.

Femern-byggeriet sætter Lolland i fornemt selskab

tunnelstøbning-femern-belt-development

Stik modsat dystre profetier om fald i beskæftigelsen i 2023, overraskede tallene positivt og viste en stigning i beskæftigelsen med hele 31.000 personer i 2023.

Dansk Erhverv har foretaget en analyse, som viser at bare 10 kommuner har drevet 81% af fremgangen i beskæftigelsen fra 4. kvartal 2022 til 4 kvartal 2023. Top-10 udgøres primært af kommuner med store byer – og så Lolland!

Lolland kommer ind på en flot 6. plads med en stigning i beskæftigelsen på 6% - et tal, der nu hvor 2. kvartal af 2024 er godt i gang, sandsynligvis vil være endnu større. Den positive tendens i Lolland kommune drives primært af byggeriet af Femern-forbindelsen, som pt. direkte beskæftiger omkring 3500 mand. På en 7. plads, lige under Lolland, ligger Kalundborg, hvor Novo Nordisks store anlægsaktiver driver en tilsvarende positiv udvikling.  

De nye tal er sød musik i ørene for Lolland kommune og Borgmester Holder Schou Rasmussen har svært ved at få armene ned:

Vi har i Lolland Kommune et stort fokus på at udnytte Femernbyggeriet som en løftestang til at skabe ny vækst og udvikling, sikre ekstra arbejdspladser og give vores erhvervsudvikling et boost. Beskæftigelsestallene viser at den positiv udvikling er godt i gang, men vi har god grund til også at tro på varige gevinster. Udover at beskæftigelsen stiger, har nye virksomheder har fået øje på vores geografi, den grønne omstilling har fået luft under vingerne, der er gang i turismen, og med beslutningen om at bevare produktionsfabrikken, også når Femernbyggeriet er slut, har vi fået udsigt til at fastholde tusindvis af arbejdspladser lokalt. Så der er god grund til optimisme på Lolland”.

Effekterne stiger – og smitter af

Beskæftigelsen på Femern-projektet har ikke peaket endnu og til antallet af direkte beskæftigede på projektet, skal lægges de tusindvis af afledte arbejdspladser, der skabes hos underleverandører til projektet. Det må derfor forventes at Lolland kommune også kan se frem mod flotte beskæftigelsestal i de kommende år.

Effekterne af Femern-byggeriet ses dog langt fra kun i værtskommunen Lolland, men spreder sig som ringe i vandet:

”Tallene her viser med alt tydelighed hvordan mega bygge- og anlægsprojekter er en enorm vækstdriver for værtskommunerne, men vi har også tidligere på året set en opgørelse fra Femern A/S, som viste hvordan effekterne fra Femern-byggeriet smitter af på hele Region Sjælland, ja faktisk til hele landet og skaber beskæftigelse og vækst i de danske virksomheder”, siger Direktør i Femern Belt Development, Stig Rømer Winther.