vedvarende-energi-femern-belt-development

Det nordtyske erhvervsliv vil gøre Slesvig-Holsten til en europæisk modelregion for klimaneutral industri- og infrastrukturudvikling.

Bag initiativet med at skabe ”Net Zero Valley Schleswig-Holstein” står de regionale erhvervsfremmeaktører industri- og handelskammeret IHK Schleswig-Holstein og WTSH GmbH (Wirtschaftsförderung und Technologietransfer Schleswig-Holstein).

I marts samlede de omkring 400 deltagere fra erhvervsliv, forskning, kommuner og regionalpolitik til en konference for at drøfte muligheder, perspektiver og konkrete projektidéer for ”Net Zero Valley Schleswig-Holstein” og for at skabe ny dynamik i det Nordtyske energilandskab.

EU klar med støtte
EU arbejder på at udpege og støtte flere Net Zero Valleys som en del af den grønne omstilling, hvor klimaneutral industri, vedvarende energi, innovation og moderne infrastruktur kobles tæt sammen.

De EU-udpegede Net Zero Valleys får hurtigere godkendelser, prioriteret adgang til EU-støtte og gode rammevilkår for virksomhederne, så der skabes et miljø, hvor grøn energi danner grundlaget for ny industriel værdiskabelse.

Politisk opbakning
De nordtyske erhvervsorganisationernes Net Zero Valley-initiativ bakkes op fra politisk hold.

Både Slesvig-Holstens energiminister Tobias Goldschmidt samt erhvervs- og trafikminister Claus Ruhe Madsen deltog på projektets indledende konference.

“Initiativet for et Net Zero Valley er en stor chance for et klimaneutralt industriland som Schleswig-Holstein. Vi er på vej mod at blive en modelregion for klimaneutral industri og infrastruktur. Vi har grøn strøm, som industrien kan drage fordel af. Europas og Tysklands konkurrenceevne afhænger af, at vi konsekvent følger vejen mod klimaneutralitet. Energikrigen i Iran viser igen, at energiomstillingen også handler om sikkerhed og økonomisk robusthed. Fremtiden tilhører vedvarende energi,” mener energiminister Tobias Goldschmidt.

Økonomiminister Claus Ruhe Madsen pegede på konferencen også på fordelene for erhvervslivet:
“Ikke kun den aktuelle verdenssituation viser, at vi har brug for et stærkt Europa, et stærkt Tyskland og også et stærkt Schleswig-Holstein. Det kræver, at vi tiltrækker teknologier og industrier, der gør os uafhængige og skaber værdi og arbejdspladser. Net Zero Valleys har netop dette formål: at gøre det lettere at etablere sådanne virksomheder gennem hurtig og koordineret udvikling af erhvervsarealer. Derfor støtter vi som delstatsregering klart initiativet.”

Indkalder projekter
I den videre proces med at realisere Net Zero Valley Schleswig-Holstein opfordres virksomheder, universiteter, forskningsinstitutioner og kommuner nu til at indsende projekter, der bidrager til klimaneutral omstilling.

Den internationale konsulentvirksomhed Drees & Sommer, Stuttgart er tilknyttet som leder af projektet.