Den kommende udsigtsrampe i Rødbyhavn peger om en pil mod Tyskland, hvor tunnelen går i land. Illustration: Femern A/S

3. april 2023

pilen-femern-belt-development

Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen mellem Danmark og Tyskland er ikke bare danmarkshistoriens største anlægsprojekt, men også en betydelig turistattraktion.
Femern A/S vil nu give de mange besøgende fra både Danmark og udlandet et bedre indkig til byggepladsen med opførelse af et nyt, højt udsigtspunkt, der bliver rejst tæt på det sted, hvor tunnelen begynder.

Det nye udsigtspunkt forventes at åbne for besøgende i begyndelsen af 2024.

Udsigtsrampen bliver op til 24 meter høj
Udsigtspunktet med navnet ”Pilen”, der skal erstatte den nuværende platform, får form som en spids rampe, der strækker sig 217 meter ud over det inddæmmede område og peger i retning mod Tyskland.

De 217 meter svarer til længden på et af de tunnelelementer, som hovedparten af tunnelen består af.

Udsigtspunktet vil være udformet som en svagt stigende rampe med niveaufri adgang fra bunden og op til toppen for at sikre tilgængeligheden for alle. Fra bunden vil de besøgende gå op ad en sti af træ og omgivet af vild natur. På sit højeste punkt et platformen 24 meter over vandet.

Herfra vil der være en helt særlig udsigt til byggepladsen, tunnelfabrikken og lokalområdet.

pilen-femern-belt-development
Den kommende platform giver flot udsigt over byggepladsen og mod Tyskland i syd. Illustration: Femern A/S

Formet som en stor kompasnål
””Pilens” koncept har sit udgangspunkt i den direkte og kontinuerlige forbindelse mellem Danmark og Tyskland. Formen er som en stor kompasnål med til at vise de besøgende, hvor tunnelen kommer op på den tyske side. Arkitekturen er også inspireret af kystlandskabets store vidder, og den grønne bevoksning på ”Pilen” er med til at sikre biodiversitet i området," siger arkitekt Kristian Winther fra rådgivningsvirksomheden ARUP, der står bag udsigtspunktet.

Endnu en lollandsk turistattraktion
I Lolland Kommune ser borgmester Holger Schou Rasmussen frem til at kunne præsentere endnu en lokal attraktion.

”Med Femern Bælt-tunnelen kommer vi tættere på Europa, og det store anlægsprojekt har allerede givet nye muligheder på Lolland. Et nyt og attraktivt udsigtspunkt, hvorfra du kan følge tunnelbyggeriet på nærmeste hold, vil give vores gæster endnu en  oplevelse ved Rødbyhavn,” siger Holger Schou Rasmussen.

Stærkt stigende interesse
”Som statsligt selskab har vi en forpligtelse til, at offentligheden kan følge med i danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Vi oplever en stærkt stigende interesse for at komme så tæt på tunnelbyggeriet som muligt, og det er vi naturligvis glade for. Et nyt udsigtspunkt bliver et vigtigt bidrag til fortællingen om projektet og giver samtidig en unik oplevelse, når man besøger byggeriet ved Rødbyhavn,” siger Morten Kramer Nielsen, kommunikationschef i Femern A/S.

Fakta om ”Pilen”
Længde: 217 meter
Højeste punkt: 24 meter
Materialer: Jord, genbrugsstål og beton

Åbner i begyndelsen af 2024

”Pilen” er formgivet, så den vokser op af landskabet og peger mod Femern Bælt. Bunden af ”Pilen” er udformet som en skulpturel jordvold, mens resten består af et limtræsdæk på en let stålkonstruktion. Stålkonstruktionen forventes at blive funderet på betonpæle.

”Pilen” bygges med et så lille klimaaftryk som muligt ved at anvende lokal overskudsjord fra tunnelbyggeriet og genbrugsstål.

Det nye udsigtspunkt placeres for enden af Gl. Badevej, Rødbyhavn, og er tegnet af ARUP.