Give Steel A/S har påbegyndt montage af stålkonstruktionen til den første af i alt tre produktionshaller, hvor tunnelelementerne til Femern-Bælt forbindelsen skal produceres, oplyser Femern A/S.

Give Steel A/S, der har fået totalentreprisen på de nye produktionshaller til Femern-projektet af Femern Link Contractors (FLC), har nu indledt monteringen af de mere end 9.000 tons stålkonstruktion, der skal blive til i alt tre produktionshaller i Rødbyhavn.

Sølje på 27 tons
Stålkonstruktionerne til de tre haller inkluderer mere end 20.000 stålspær, søjler og stålbjælker.

Rasmus Østergaard, der er Project Director hos Give Steel A/S siger om opgaven:

”Det første, vi monterer, er en af hovedsøjlerne, der måler 800x1200 millimeter i omkreds. Søjlen er 27 meter høj og vejer næsten 27 tons. Antallet af tons, der monteres dagligt, vil variere, men vi forsøger at få leveret stålspærene så tæt på det tidspunkt, de skal monteres, så vi undgår spildtid og dobbelt håndtering.”

Første hal færdig ultimo 2022
Med opstarten af stålmontagen har Femern-projektet nået en vigtig milepæl:

”Arbejdet med at rejse produktionshallerne er en afgørende og stor milepæl i forbindelse med etableringen af tunnelelementfabrikken. Fabrikken kommer dermed de kommende måneder for alvor til at tage fysisk form. Hallerne vil, når fabrikken er i drift, være centrum for produktionen af tunnelelementerne, der skal sejles ud og sænkes ned i Femern Bælt,” siger teknisk direktør Jens Ole Kaslund, Femern A/S.

Arbejdet med montagen af hallerne vil vare over et år, og den første hal ventes at stå færdig til aflevering sidst i 2022