FLC og Femern A/S åbner den enorme byggeplads for 3.500 besøgende 11. juni. Foto: Femern A/S

Fehmarnbelt Days afvikles i år på Lolland, og ”Citizens Day” 11. juni byder på en række borger-rettede aktiviteter, bl.a. busrundture, informationstelte, underholdning m.v.

Offentligheden får adgang til den spektakulære enorme Femern-byggeplads i Rødbyhavn, når Region Sjælland og Lolland Kommune inviterer til dette års udgave af Fehmarnbelt Days.

Omkring 3.500 får muligheden for en guidet rundtur i bus ind på byggepladsen.

Antallet er begrænset, fordi der er tale om en aktiv byggeplads, som ikke kan lukkes, da støbeprocesserne for de 217 meter lange betonelementer strækker sig over flere dage og sker i en løbende proces.

Deltagelse i busturene vil derfor kræve tilmelding, men det er endnu ikke muligt at reservere en plads. 

Information og underholdning
I forbindelse med Fehmarnbelt Days etableres et område tæt på byggepladsen i Rødbyhavn med telte og 1.000 parkeringspladser.

I hovedteltet med plads til 500 personer arrangeres i løbet af dagen 11. juni en række aktiviteter, bl.a. oplæg med fokus på Femern-forbindelsen og udviklingen af fremtidens Femern Bælt-region samt forskellige former for underholdning.

I andre telte får virksomheder og organisationer med tilknytning til Femern-projektet mulighed for at informere om deres aktiviteter.

Overordnet set er tanken at give såvel danske som tyske besøgende perspektiv på den fremtidige fælles grænseregion.

Yderligere information
Fehmarnbelt Days har egen hjemmeside, hvor omtale af arrangementer og øvrige informationer om borgerdagen løbende kan følges, og hvor der også er mulighed for at tilmelde sig arrangementets nyhedsbrev.

Fehmarnbelt Days hjemmeside