Guldborgsund Kommune har indgået en betinget aftale med den anerkendte tyske datacenterudvikler GARBE Data Centers om salg af 35 hektar erhvervsjord i Business Park Falster tæt på Nørre Alslev med henblik på fremtidig etablering af et AI Data Center Campus, oplyser Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.
Salget sker efter en offentlig udbudsproces, hvor et enigt Erhverv og Udviklingsudvalg har valgt tilbuddet fra GARBE Data Centers. Det er til dato den største jordhandel i kommunens historie, og aftalen baner vej for en investering på op til 20 milliarder kroner.
Købsaftalen er betinget, og GARBE Data Centers skal i de kommende måneder gennemføre en række undersøgelser i området, før en endelig købsaftale forventeligt kan underskrives og byggeriet sættes i gang.
Danmarks største
GARBE Data Centers projekt bygger på banebrydende teknologi, og de har en klar ambition om at bygge et datacenter med fokus på bæredygtighed, drevet af elektricitet fra vedvarende energi og med fokus på genanvendelse af overskudsvarme til fjernvarme.
Med en forventet kapacitet på 350 MW vil datacenteret blive Danmarks største og blandt de største i Europa.
Campus-konceptet betyder, at der kan udvikles 6 til 9 datacenter-enheder, som både kan rumme mindre kunder og de helt store hyperscale-aktører. Et datacenter er en fysisk facilitet fyldt med servere, der opbevarer og håndterer store mængder data døgnet rundt.
Hvis projektet realiseres, forventes det at skabe op imod 400 permanente arbejdspladser på Nordfalster samt op til 800 arbejdspladser under de forskellige byggefaser, der er planlagt til at finde sted over en udviklingsperiode på 10–15 år.
En historisk dag
“Det er en historisk dag for Guldborgsund Kommune. Med salget af 35 hektar erhvervsjord realiserer vi den største jordhandel i kommunens historie og tiltrækker en investering på et niveau, vi ellers kun ser ved nationale megaprojekter. Datacenteret vil skabe mange arbejdspladser, vækst og en stærkere position for vores område i den grønne, digitale fremtid. Jeg ser frem til samarbejdet med GARBE Data Centers om at sikre at projektet bliver realiseret,” siger borgmester Simon Hansen, Guldborgsund Kommune, og John Brædder, viceborgmester og formand for Udvalget for Erhverv og Udvikling tilføjer:
“Aftalen sender et klart signal: Guldborgsund Kommune er et sted, hvor vi tænker stort og realiserer visioner. Projektet vil skabe hundredvis af jobs både direkte og i de mange følgeerhverv, og vil samtidig styrke vores infrastruktur og erhvervsklima markant. Det er stort, og Business Park Falster bliver blandt de største datacenterlokationer i Europa.”
Ny stærk spiller
Mikkel Wesselhoff, adm. direktør for Business Lolland-Falster udtaler:
“Datacenteret i Business Park Falster positionerer Lolland-Falster som en ny, stærk spiller på det digitale verdenskort. Vi ser i dag en dataindustri, der har ændret karakter. Tidligere blev datacentre ofte forbundet med få arbejdspladser, men i dag ser vi en sektor, der i stigende grad bidrager til lokal beskæftigelse og regional udvikling. Det ser vi frem til at realisere på Lolland-Falster i fællesskab med kommunen, GARBE Data Centers og det lokale erhvervsliv.”
Jonathan Henry, Executive Managing Director hos GARBE Data Centers:
“Vi er stolte over at blive valgt som Guldborgsund Kommunes foretrukne partner til at gennemføre due diligence- og feasibility-analyser for dette flagskibsprojekt. Det er en vigtig milepæl både for vores virksomhed og for Danmarks position som centrum for bæredygtig digital infrastruktur. Det er vores ambition at udvikle et datacenter campus i international topklasse, der kombinerer banebrydende teknologi og design med fokus på vedvarende energi og høj miljømæssig ansvarlighed. Samtidig ønsker vi, at projektet skal bidrage positivt til lokalsamfundet på Nordfalster. Med vores erfaring og ekspertise er vi overbeviste om, at vi kan levere et projekt, der sætter nye standarder for innovation, bæredygtighed og lokal værdi.”
Søren Meiling, Regional Director, Robert C. Spies Nordics:
“Vi er både glade og stolte over at have formidlet muligheden og rådgivet vores klient, GARBE Data Centers, i processen i forbindelse med udbuddet i Business Park Falster. Samarbejdet med GARBE Data Centers, Business Lolland-Falster og Guldborgsund Kommune har i hele processen været både tillidsfuldt og professionelt, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet i dette team hen imod en realisering af det planlagte AI Campus Datacenter-projekt.”
Fakta om AI Data Center projektet
Investering: ca. 20 mia. kr.
Areal: 35 hektar erhvervsjord i Business Park Falster, svarende til omkring 49 fodboldbaner
Business Park Falster er placeret ved Sydmotorvejens afkørsel 43 tæt på Nørre Alslev på Nordfalster
Kapacitet: Forventer 350 MW – det gør centret til et af de største i Europa
Byggeperiode: 10–15 år med flere etaper
Jobskabelse: 300–400 permanente arbejdspladser samt op imod 800 arbejdspladser i anlægsperioden, der strækker dig over 10-15 år
Hvad er et datacenter: Et datacenter er en fysisk facilitet fyldt med servere, der opbevarer og håndterer store mængder data. Det sikrer, at digitale tjenester og informationer er tilgængelige døgnet rundt, hvilket gør det til en uundværlig del af vores moderne, digitale samfund
Om GARBE Data Centers
GARBE Data Centers er datacenter-divisionen i GARBE og bygger på mere end 60 års erfaring med ejendomsudvikling i Europa, 15 milliarder euro under forvaltning og et team på 600 specialister. Virksomheden leverer komplette datacenterprojekter fra valg af placering og due diligence til finansiering og gennemførelse, og sikrer en grundig risikostyring i alle faser af processen.
Virksomheden ledes af et internationalt team med erfaring fra nogle af verdens førende teknologi- og infrastrukturselskaber. GARBE Data Centers er en betroet partner for hyperscalers, operatører og investorer og kombinerer finansiel styrke, teknisk ekspertise og dyb lokal markedsforståelse for at skabe pålidelige, bæredygtige og højt ydende datacenterløsninger.
Om Robert C. Spies Nordics
Robert C. Spies er en tysk konsulentvirksomhed med mere end 100 års erfaring inden for ejendoms- og projektudvikling, der leverer bæredygtige løsninger til private såvel som offentlige investorer. Virksomheden blev grundlagt i Bremen 1919 og er siden vokset til seks kontorer med 110 medarbejdere i Tyskland og Danmark, der bl.a. beskæftiger sig med planlægning og udførelse af komplekse ejendomsprojekter og kvarterudvikling af internationalt format. Virksomhedens afdeling for Cross-Border Business Development i København har særligt fokus på aktiviteter på tværs af den dansk-tyske grænse.