Nordtyske virksomheder rækker ud mod Danmark

tysk-erhvervsdelegation-femern-belt-development

”Det nordtyske erhvervsliv har for alvor fået øjnene op for mulighederne mod nord – altså i den danske del af fremtidens Femern Bælt Region. Det gælder ikke kun de tyske erhvervsorganisationer, men i høj grad også ledelserne i de nordtyske virksomheder,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Han glæder sig over, at tyske erhvervsledere i stigende omfang tager på studiebesøg for at få indtryk af dansk virksomhedskultur og for at skabe direkte kontakt til danske virksomheder og bygge netværk med danske kolleger.

Entusiasme og vidensbegær
”Vi oplever i Femern Belt Development en markant stigning i antallet af henvendelser fra tyske virksomheder og tysk erhvervsliv, der ønsker at komme tættere på danske kolleger, og heldigvis modsvares det af stor imødekommenhed og interesse fra danske erhvervsledere. Vi kan glæde os over, at den manglende viden og passivitet vi tidligere oplevede fra tysk erhvervsliv i forhold til den faste Femern Bælt-forbindelse og den kommende Femern Bælt Region nu er afløst af entusiasme og vidensbegær. Netop opbygningen af erhvervsrelaterede samarbejder hen over Femern Bælt er en forudsætning for, at vi opnår det fulde udbytte af den kommende faste Femern Bælt-forbindelse, siger Stig Rømer Winther.

Vil styrke dialogen
Senest har en tysk delegation fra industri- og handelskamrene i Østholsten og erhvervsorganisationen HanseBelt e.V. været på Lolland, hvor de fik nærmere indblik i Femern Bælt-projektet, besøgte S.E.W. North Filtration A/S, Maribo og mødtes med danske erhvervsledere, bl.a. Bo Dvinge Rasmussen fra installationsvirksomheden Obelitz Ny-El Aps, Nykøbing Falster.

”Vi har brug for udveksling for at lære af hinanden. Danskerne er nogle gange foran os. Derfor vil vi styrke dialogen med vores partnere for at forstå, hvad der fungerer godt i Danmark, og hvad vi kan tage ved lære af,”siger afdelingsleder Manfred Braatz, IHK zu Lübeck.

Den skandinaviske virksomhedskultur er allerede på vej ind i mange tyske virksomheder, påpeger formanden for HanseBelt e.V., Arndt Schanze, der mener, at mulighederne for tyske virksomheder i grænseregionen er store.

”Vi har en unik udgangsposition og vil styrke udvekslingen med virksomheder i Danmark. Det kræver, at vi er åbne for nye idéer og ikke tænker for snævert,” siger Arndt Schanze.

En enestående chance
På baggrund af det seneste erhvervsdelegationsbesøg på Lolland siger teamleder Filia Severin, Industrie- und Handelskammer zu Lübeck, at hun ser frem til en tættere og mere direkte udveksling med danske virksomhedsledere og gensidig udveksling af viden og erfaringer samt opbygning af netværk.

”Femern Bælt Regionen vil ændre sig markant de kommende 10 år, og vi har en enestående chance for at være med til at forme denne udvikling og opleve den på tæt hold,” siger Filia Severin.

Storstilet projekt skal sikre det dansk-tyske samarbejde om fremtidens Femern Bælt Region

dansk-tysk-femern-belt-developmenet

Det dansk-tyske samarbejde hen over Femern Bælt er på vej ind i en mere formel og dynamisk fase.

femern-bælt-regionen-femern-belt-development
Udviklingen i fremtidens Femern Bælt Region skal ind i faste rammer med Interreg-projektet "Femernbelt Growth Corridor".

Det tyske udviklingsselskab Wirtschaftsförderung Lübeck (WIFØ) og danske Femern Belt Development (FBD) vil cementere det grænseoverskridende samarbejde gennem et Interreg-projekt, der med titlen ”Femernbelt Growth Corridor” skal forberede dannelsen af en egentlig Femern Bælt Region.

WIFØ og FBD har sammen med en række såvel tyske som danske partnere søgt Interreg om medvirken til et tre-årigt projekt, der med et budget på 1,7 mio. EURO (ca. 12,8 mio. kr.) fra efteråret 2026 skal undersøge mulighederne for et fælles dansk-tysk selskab, eksempelvis et såkaldt EGTS – Europæisk Gruppering for Territorialt  Samarbejde.

Med et sådant selskab kan der etableres et juridisk grundlag for at gennemføre fælles dansk-tyske grænseoverskridende udviklingsprojekter.

Målrettet, koordineret og formaliseret samarbejde
”Vi har allerede gennem flere år set en række dansk-tyske udviklingsprojekter gennemført af bl.a. erhvervsorganisationer, uddannelsesinstitutioner og kommuner med det formål at fremme udviklingen i en fælles grænseoverskridende region. Interessen for samarbejde på begge sider af Femern Bælt er stadigt stigende, og vi er derfor nået et tidspunkt i forhold til åbningen af den faste Femern Bælt forbindelse, hvor der er behov for et mere målrettet, koordineret og formaliseret samarbejde i en fælles organisation, der har det europæiske juridiske grundlag for at igangsætte initiativer, som kan styrke den regionale udvikling, erhvervslivet, innovationen og mobiliteten i fremtidens Femern Bælt Region,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Partnere og netværkspartnere
Femernbelt Growth Corridor skal drives af Wirtschaftsförderung Lübeck og Femern Belt Development i et partnerskab med Industrie- und Handelkammer zu Lübeck, Hansestadt Lübeck, Kreis Ostholstein fra tyske side og Lolland Kommune og Næstved Kommune fra dansk side.

Herudover er tilknyttet række netværkspartnere i projektet. Fra danske side er det:

Region Sjælland, Guldborgsund Kommune, Business Vordingborg, Business Lolland-Falster, Faxe Kommune, Køge Kommune, Roskilde Kommune, Langeland Kommune, Ringsted Kommune, Vordingborg Kommune og STRING.

Modelregion for europæisk integration
Femernbelt Growth Corridor-projektet vil i løbet af den tre-årige periode gennemføre en række analyser som grundlag for, at en mulig projektorganisation kan være klar til åbningen af den faste Femern Bælt-forbindelse.

Det gælder bl.a. behovs- og merværdianalyser inden for områderne økonomi, erhvervsudvikling og videnoverførsel, uddannelse og arbejdskraft, turisme og kultur samt sundhed og sociale forhold.

Projektet skal også definere målene for det fremtidige dansk-tyske samarbejde og skabe grundlaget for det juridiske selskab og forberede godkendelsen af det.

”Vi vil etablere et fælles dansk-tysk udviklingsselskab, som skal være det koordinerende led i opbygningen af den nye Femern Bælt Region og sikre, at vi får størst mulig gavn af Femern-forbindelsen på begge sider af Femern Bælt,” siger Stig Rømer Winther.

Fakta om EGTS
EGTS står for Europæisk Gruppering for Territorialt Samarbejde. Det er en juridisk enhed oprettet af EU, som gør det muligt for offentlige myndigheder fra forskellige lande at samarbejde på tværs af grænser på en enkel og lovlig måde.

Eksempler på eksisterende EGTS´er:

Euregio EGT (Tyskland-Holland), der arbejder med grænseregional udvikling inden for erhverv, kultur og mobilitet.

Lille Européenne Métropole EGTS (Frankrig-Belgien), der arbejder med fælles planlægning, byudvikling og infrastruktur.

EGTS GO (Italien-Slovenien), der styrer fælles sundhedsprojekter og kulturtiltag.

Fremtidskonference med fokus på dansk-tysk samarbejde

zukunftskongress-femern-belt-development

Den tyske erhvervsorganisation HanseBelt e.V. har nu åbnet for tilmelding til konferencen ”HanseBelt Zukunftskongress” 18. september i Eventfabrik Neustadt in Holstein.

Kongressen med temaet "Zusammen Richtung Zukunft. Sammen mod fremtiden" afvikles i samarbejde med industri- og handelskammer IHK zu Lübeck.

Politikere og erhvervsfolk
Best practice i det dansk-tyske samarbejde er nøgleordene for talere og oplægsholdere fra de to lande. Det gælder bl.a. Slesvig-Holstens erhvervs- og trafikminister, Claus Ruhe Madsen, regionsrådsformand Trine Birk Andersen, Region Sjælland, direktør i erhvervsejendomsudviklings selskabet E-Gruppe, Dr. Steven Engler, direktør i virksomhedsnetværket Baltic Facility Solutins GmbH, Mirko Schönfeldt, Head of Corporate Communications Anette Ustrup Svendsen, Scandlines og CEO Andreas Wenzel, Dansk-Tysk Handelskammer.

Otte timer mere lykke
På kongressen medvirker også forfatteren Maike van der Boom med et keynote-oplæg om tysk-skandinavisk virksomhedskultur med udgangspunkt i hendes bog ”Acht Stunden mehr Glück” (”Otte timer mere lykke”).

Fremtidskongressen levner også tid til networking.

Program
Se hele fremtidskongressens program her    

Tilmelding
Tilmelding til kongressen her  

Bolden ruller ingen ved dansk-tyske Belt Cup for børnespillere

belt-cup-femern-belt-development

DBU Lolland-Falster afvikler for anden gang Belt Cup for børnespillere.

Turneringen spilles på Maribo Boldklubs baner lørdag 6. september, hvor danske og tyske hold mødes til glæde, sammenhold og masser af fodbold.

Der spilles i disse rækker:

U6 Mix, U7 Mix, U8 Piger, U8 Drenge, U9 Drenge, U10 Drenge og U10 Piger.

Dagen indledes med fælles velkomst og indmarch, og alle spillerede modtager en eksklusiv Belt Cup-medalje og t-shirt.

Udover kampene vil der være en række aktiviteter rundt om banerne, så børnene bliver godt underhold både før, under og efter kampene.

Turneringen, der afvikles i et samarbejde mellem DBU Lolland-Falster, Scandlines og det slesvig-holstenske fodboldforbund,  har plads til 10 danske hold, og interesserede klubber kan henvende sig til DBU Lolland-Falster, tlf. 5482 6768, e-mail: info@dbulolland-falster.dk

Stigende svensk interesse for Femern Bælt-forbindelsen

femern.-portal-femern-belt-development

”Jeg er meget overrasket over, hvor meget der blev talt om Femern Bælt-forbindelsen, og hvor stor betydning svenskerne tillægger den,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Bælt Development.

Udtalelsen kommer på baggrund af hans deltagele i Almedalsveckan (det svenske folkemøde) i Visby på Gotland.

Foruden at være med i en paneldebat om infrastruktur havde Stig Rømer Winther lejlighed til at tale med en række svenske politikere og erhvervsfolk.

”Det er helt åbenlyst, at den venske interesse for Femern Bælt-forbindelsen er voldsomt stigende. Sverige har over de seneste 20 til 30 år ikke investeret tilstrækkeligt i sin egen infrastruktur. Derfor står det nu klart, at Sverige er i risiko for at blive hægtet af det store europæiske transportnet, hvis ikke der hurtigt investeres i udbygget infrastruktur, ikke mindst hvad angår jernbanenettet og motorveje.”

”Det var i sin tid netop Sverige, der pressede på for at få Femern Bælt-forbindelsen, men siden har de sovet tornerosesøvn. Nu reagerer erhvervslivet, fordi man frygter at miste konkurrenceevne, hvis ikke virksomhederne får forbindelser, hvor de hurtigt kan afsætte deres varer og få tilført råstoffer. Femern Bælt-forbindelsen får stor betydning for Skandinavien, men det svenske udbytte bliver ikke optimalt med mindre der foretages store investeringer i infrastrukturen,” fastslår Stig Rømer Winther.

Et naturlig bindeled
Regionsrådsformand i Jönköbing län, Rachel De Basso (S), var blandt deltagerne på Almedalsveckan, og hun er enig i Femern Bælt-forbindelsens betydning for Sverige, både erhvervsmæssigt, kulturelt og politisk.

”Femern Bælt-forbindelsen betyder en markant styrkelse af Sveriges forbindelse til det kontinentale Europa og får stor strategisk betydning også for Jönköpings län. Vores placering midt i det sydlige Sverige gør os til et naturligt bindeled mellem det nordlige Sverige og Øresundsregionen – og videre ud i Europa.”

”For erhvervslivet betyder det hurtigere og mere effektive transporter for vores eksportindustri og logistiksektor. Det giver os bedre forudsætninger for at styrke vores konkurrenceevne og tiltrække nye investeringer til vores region. Femern Bælt-forbindelsen bliver dermed en del af et større logistisk knudepunkt, hvor Jönköpings län har potentiale til at spille en central rolle. Forbindelsen skaber nye muligheder for udveksling, samarbejde og møder – ikke mindst mellem Sverige, Danmark og Tyskland. Vi ønsker at fremme et åbent og sammenhængende Europa, hvor mennesker og idéer nemt kan krydse grænser."

"Politisk er Femern Bælt-forbindelsen et vigtigt symbol på regional udvikling og europæisk samarbejde. Den kræver fælles planlægning og en aktiv infrastrukturpolitik, så hele Sverige kan få gavn af de muligheder, der åbner sig,” siger Rachel De Basso.

Arbejder aktivt
Har Jönköpings län foretaget eller planlægger investeringer med henblik på at få udbytte af Femern-forbindelsen?

”Region Jönköpings län arbejder aktivt for at skabe bedre forbindelser til de store transportkorridorer i Europa. Vi har i mange år arbejdet for investeringer i jernbane og logistikløsninger, der styrker vores position i transportsystemet.”

”Vi har blandt andet et strategisk fokus på nye hovedbaner og bedre forbindelser til både Stockholm, Göteborg og Malmö/København. Femern Bælt-forbindelsen er en vigtig brik i dette helhedsperspektiv,” siger Rachel De Basso.

Staten bør tage ansvar
Hvilke investeringer mener du, den svenske stat og relevante svenske regioner bør foretage for at få størst muligt udbytte af Femern-forbindelsen?

”Det er afgørende, at staten tager ansvar og udbygger de nye hovedbaner for at imødekomme det voksende behov for kapacitet i jernbanenettet. Uden disse investeringer risikerer vi at miste både konkurrenceevne og evnen til at gennemføre den grønne omstilling.”

”Vi har brug for en moderne, hurtig og bæredygtig infrastruktur, der forbinder storbyregionerne med de regionale vækstmotorer – som Jönköpings län – og som effektivt kobler Sverige til det kontinentale netværk via Femern Bælt. Ud over hovedbanerne er der behov for investeringer i godstransport, elektrificering, digitalisering og terminalkapacitet. Det gælder både på nationalt og regionalt niveau.”

”Det er også vigtigt, at svenske regioner samarbejder på tværs af grænser for at sikre, at vores investeringer i infrastruktur hænger sammen og styrker hele Sveriges adgang til Europa. Vi skal bygge bro mellem Sverige og resten af Europa,” siger Rachel De Basso.

Almedalsveckan-femern-belt-development
Panelet i én af Almdalsveckans infrastruktur-debatter (fra venstre): Direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development, direktør Thomas Becker, STRING, ordførende Niklas Säwén (S), Sundsvall, chef public affairs i Statens Järnväger Pär Helgesson, ordfører Tommie Ekered (M), Jönköpings län, regionsrådsformand Rachel De Basso, Jönköpings län og regional udviklingsdirektør Karin Hermansson, Jönköpings län. Foto: Pelle Hellqvist

112 mio. kr. til nye dansk-tyske projekter

robotteknologi-femern-belt-development

Den dansk-tyske del af det EU-baserede Interreg-program, der arbejder for at fremme samarbejdet mellem europæiske regioner, har givet grønt lys til 11 nye projekter.

De 11 projekter får tilsammen 112 mio. kr. i tilskud fra Interreg Deutschland-Danmark.

De dansk-tyske projekter arbejder indenfor disse fire områder:

  • En innovativ region
  • En grøn region
  • En attraktiv region, og
  • En funktionel region

Her er Interregs korte overblik over de 11 projekter:

En innovativ region
Baltic Ventures Program: Opbygger et maritimt innovationsøkosystem mellem Danmark og Tyskland ved at skabe forbindelser mellem start-ups, SMV'er, forskningsinstitutioner og investorer. Formålet er at udvikle og afprøve bæredygtige løsninger og gøre dem markedsparate.

HealthEye: Sætter nye standarder for selvmonitorering af sygdomme. Med digitale tools som 3D-scanninger af øjne og analyse af tårevæske udvikles innovative metoder, der skal skabe større bevidsthed om hjemmemålinger.

OSCAR: Gør hørehjælp digital og tilgængelig. Projektet etablerer et online servicecenter med en døgnåben, gratis og ikke-kommerciel platform for personer med høretab.

RobOdin: Gør regionen til et hotspot for AI-baseret robotteknologi gennem udvikling af humanoide robotter til f.eks. montage og løft i industrien.

Trans-Belt MRC: Etablerer et dansk-tysk netværk for medicinsk robotteknologi mellem Odense og Lübeck, hvor virksomheder og forskningsinstitutioner udvikler og tester nye løsninger under realistiske forhold.

En grøn region
Danish-German energy sustainable islands: Øerne Femern og Orø bliver rollemodeller for grøn energi. Borgere og eksperter udvikler sammen lokale energiplaner, der skal kunne overføres til andre EU-regioner.

RECOVER: Forbedrer vandkvaliteten i den vestlige del Østersø og øger havets modstandsdygtighed

En attraktiv region
MYREcross: Hjælper skoler og uddannelsesinstitutioner med at ruste unge til fremtidens digitale verden. Der udvikles praksisnære læringstilbud og onlinekurser i et grænseoverskridende samarbejde.

Nurturing Nature – NuNa: Styrker modstandsdygtigheden i turisme og kultur ved regenerativ turisme, hvor borgere og besøgende bliver aktivt involveret.

En funktionel region
Flashlight – Kommunikation og risikoinformation: I forbindelse med den kommende Femern Bælt-forbindelse arbejder danske og tyske beredskaber, universiteter og myndigheder tæt sammen for at forbedre kommunikationen ved fælles indsatser – for øget sikkerhed på tværs af grænsen.

Best of Baltic – BoB: Sætter gang i en fælles bæredygtighedsbevægelse med en regional identitet i fokus – og med inddragelse af borgerne i centrum.

Stor international interesse for Fehmarnbelt Days konference

musik-og-kongreshallen-i-lübeck-femern-belt-development

Arrangørerne melder om stor international interesse for den tysk-dansk-svenske konference på Fehmarnbelt Days i Lübeck, der 15. og 16. juni yderligere skal styrke de tre landes samarbejde om udviklingen af fremtidens Femern Bælt Region.

Foreløbig er omkring 350 tilmeldt konferencen, heraf 200 fra Tyskland, 70 fra Danmark, 50 fra Sverige og resten fra øvrige lande.

Ifølge Referent Regionalentwiklung und Wirtschaftspolitik Manfred Braatz, Industrie- und Handelskammer zu Lübeck ventes op mod 450 deltagere til konferencen, der med et omfattende program med 12 sessioner og flere end 100 keynote-talere, oplægsholdere og paneldeltagere sætter fokus på grænseoverskridende partnerskaber, bæredygtighed, økonomisk dynamik, innovation og en åben samfundsudvikling.
Det er muligt at tilmelde sig konferencen, der er gratis og giver gode muligheder for networking, helt frem til 14. juni på Fehmarnbelt Days hjemmeside   

Nordeuropa rykker tættere sammen
”Femern Bælt-tunnelen bidrager til, at Nordeuropa rykker tættere sammen. For erhvervslivet betyder det kortere ruter, nye markeder og grænseløse muligheder. Den faste forbindelse giver virksomhederne adgang til nye kunder og leverandører, styrker samarbejdet med Skandinavien og gør Slesvig-Holsten til centrum i en dynamisk økonomisk region,” siger Lars Schöning, administrerende direktør for IHK i Lübeck.

Konferencen bliver derfor et mødested for mennesker fra hele Femern Bælt-regionen – og fra andre dele af Europa – som vil tage del i udviklingen af en sammenhængende region og præge fremtiden med deres ideer og beslutninger.

Talere fra flere lande
Blandt talerne på konferencen er Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther og Pat Cox, EU’s TEN-T-koordinator for Scan-Med-korridoren, og i debatterne deltager blandt andre Jan Lindenau, borgmester i Hansestaden Lübeck, Ulf Kämpfer, overborgmester i Kiel og formand for STRING, Slesvig-Holstens europaminister Werner Schwarz, regionsrådsformand i Region Sjælland, Trine Birk Andersen, og Sofia Hedén, formand for miljøudvalget i Malmø.

Borgerfestival 14. og 15. juni
Fehmarnbelt Days begynder allerede lørdag 14. juni med en stor borgerfestival, der fortsættes 15. juni. Her bydes på et bredt kulturelt og kulinarisk program og spændende samtaler – alt sammen i det smukke område omkring konferencestedet med udsigt til Lübecks gamle bydel.

Yderligere information
Fehmarnbelt Days hjemmeside

Fakta om Fehmarnbelt Days
Fehmarnbelt Days holdes i og omkring Musik- og Kongreshallen i Lübeck.
Arrangørerne er Hansestaden Lübeck og delstaten Slesvig-Holsten. Arrangementet gennemføres i samarbejde med partnerne STRING, Femern A/S, Fehmarnbelt Komitéen, Region Sjælland, Kreis Ostholstein, IHK Lübeck samt Lübeck und Travemünde Marketing GmbH (LTM).

Slesvig-Holsten tager teten i digital omstilling

kiel-rådhus-femern-belt-development

Nu er det ikke kun tyskerne, der kigger mod nord med beundrende blikke mod det top-digitaliserede danske samfund.

Nu retter Danmark blikket mod syd, mod den nordtyske delstat Slesvig-Holsten, der med en digital omlægning har indledt et radikalt opgør for at gøre sig uafhængig af de amerikanske teknologigiganter.

På den tyske delstats kontorer er man i færd med at udskifte de lukkede betalingsprogrammer og tjenester med open source software. Ved udgangen af september i år bliver Microsofts kontorpakke med Word, Excel, PowerPoint og Outlook med mere fjernet fra delstatens computere, skriver Berlingske Tidende.

Bevidst og strategisk valg
”Slesvig-Holsten har helt bevidst og strategisk valgt, at kontrol, transparens og tillid er kernen i den digitale infrastruktur, som ikke blot er tekniske redskaber, men kritisk infrastruktur. Mister vi kontrollen over vores it-systemer, risikerer vi også at miste den politiske og forvaltningsmæssige autonomi,” siger den tyske delstats konservative digitaliseringsminister, Dirk Schrödter, til avisen.

På en høring forleden i Folketingets Udvalg for Digitalisering og IT fastslog digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M), at det er en sikkerhedspolitisk og økonomisk udfordring, at Danmark er alt for afhængig af en lille håndfuld globale techgiganter.

”Vi er ekstra sårbare, når den teknologi, vi bygger på, er kontrolleret af få globale aktører med hovedsæde udenfor Europa,” sagde Caroline Stage Olsen - ifølge Berlingske Tidende – med henvisning til både e-mail, skriveprogrammer, cloudinfrastruktur og samarbejdsplatforme.

”Vi er i tæt dialog med kommuner og regioner og kigger mod vores naboer i Tyskland og Holland, som er længere fremme med open source-løsninger og digitale løsninger,” sagde Caroline Stage Olsen på høringen.

Regions-millioner til dansk-tyske projekter

dansk-tysk-femern-belt-developmenet

Regional Sjælland er klar med 4,5 mio. kr. fire projekter, der skal medvirke til at fremme den kommende Femern Bælt Region.

Det er regionens udvalg for regional udvikling, uddannlse, kollektiv trafik og international samarbejde, der har bevilget i alt 4,5 mio. kr. til disse fire projekter:

  • ”Bro til fællesskab – Sammen om en Kulturregion”. 1 mio. kr. til Næstved Kommune
  • ”Fehmarn Bio Link”. 0,5 mio. kr. til Erhvervshus Sjælland
  • ”Grænseoverskridende Uddannelses- og Kompetenceudvikling i Femern Bælt Regionen”. 1,5 mio. kr. til CELF
  • ”Hånd i Hånd for Femern Bælt”. 1,5 mio. kr. til Næstved Kommune.

Bygger mental og kulturel bro
Regionsrådet arbejder bl.a. for at realisere de udviklings- og vækstpotentialer, der opstår i forbindelse med etablering af Femern Bælt-forbindelsen. Visionen er at skabe en integreret grænseregion, hvor borgere i Danmark og Tyskland gnidningsløst kan tage en uddannelse, arbejde og opleve uden at skele til grænsen. Det kræver samarbejde og netværk, der er med til at bygge mental og kulturel bro på tværs af geografien.

De fire projekter, der nu får million-støtte medvirker til at opfylde denne vision.

Her er en præsentation af de fire projekter:

”Bro til fællesskab – Sammen om en Kulturregion”
Projektet skal bidrage til at øge integrationen på tværs af grænsen gennem afvikling af større dansk-tyske kultur-, idræts- og fritidsarrangementer, der skal understøtte oplevelsen af, at det er attraktivt at bo i en grænseregion.

Projektet vil desuden undersøge grundlaget for et permanent struktureret samarbejde om kultur og fritid på tværs af grænsen, f.eks. gennem etablering af en dansk-tysk kulturaftale.

Det samlede budget for projektet, der har Næstved Kommune som tovholder, er på 12 mio. kr.

”Fehmarn Bio Link”
Fehmarn Bio Link er et uddannelses- og innovationsprojekt, der skal styrke samarbejdet mellem erhvervsrettede ungdomsuddannelser og BioSolutions-sektoren i Femern Bælt Regionen.

Projektet har et samlet budget på 2,4 mio. kr., og Erhvervshus Sjælland er tovholder.

”Grænseoverskridende Uddannelses- og Kompetenceudvikling”
Projektet skal udvikle formelle og uformelle uddannelses- og kompetenceudviklingstilbud samt brobygningsaktiviteter med internationalt fokus indenfor bæredygtige erhverv.

Projektet fokuserer på brancherne energi, industri og procesindustri og behovet for en stærkere kobling mellem udannelse og arbejdsmarked på tværs af grænsegeografien.

Det samlede budget for projektet er på 2,6 mio. kr., og Center for Erhvervsrettede Uddannelser Lolland-Falster, CELF, er tovholder.

”Hånd i Hånd for Femern Bælt”
Dette projekt har som formål at styrke borgernes tillid på tværs af grænsen og opnå bedre forståelse af nabolandets kultur, sprog og samfund.

Projektet vil sikre, at langt flere børn og unge i en tidlig alder får skabt gode oplevelser med Nordttyskland og dermed får vakt deres nysgerrighed omkring tysk sprog og kultur. Konkret vil projektet sikre en stigning i antallet af ansøgninger fra skoler og foreninger til borgernære projekter og danske-tyske møder.

Projektet har et samlet budget på 1,8 mio. kr., og Næstved Kommune er tovholder.

Lübeck inviterer alle borgere til Fehmarnbelt Days 2025: To dage med koncerter, debatter og kulinariske oplevelser

Lübeck-byliv-femern-belt-development

14. og 15. juni forvandles Lübeck til et livligt centrum for kulturel udveksling, debat og festligheder, når den nordtyske Hansestad inviterer alle borgere til festival som en del af Fehmarnbelt Days 2025.

Under mottoet ”Demokrati i handling og tysk-skandinavisk venskab“ retter arrangementet fokus på mulighederne og fremtiden for den faste Femern Bælt-forbindelse og samarbejdet på tværs af grænserne.

Der er gratis adgang til alle aktiviteterne under Fehmarnbelt Days.

Alle aktiviteter under Fehmarnbelt Days afvikles i den centrale del af Lübeck langs floden Trave ved Musik- og Kongreshallen, og de besøgende kan besøge informationsstande, lytte til debatter, få kulinariske oplevelser og møde andre borgere fra Danmark, Tyskland og Sverige.

Fra fire scener, bl.a. fra en flydende scene på floden, bydes på et varieret musik- og kulturprogram, og i et 360-graders biografrum, ”Infinity Dome”, præsenterer Femern A/S et imponerende videomateriale om den kommende Femern Bælt-tunnel.

Et væld af aktiviteter
Festivalen åbner lørdag 14. juni kl. 12 og fortsætter dagen igennem med koncerter, debatter m.v. og slutter med en koncert kl. 20:30, hvor det tyske band Max & Friends sammen med den danske sangerinde Linda Andrews bygger en musikalsk dansk-tysk bro.

Søndagens festivalprogram indledes kl. 12 med en big band-koncert og byder desuden på debat om grøn omstilling og yderligere koncerter med bl.a. populær musik.

Begge dage rummer et væld af aktiviteter præsenteret på festivalens aktivitetsområde af flere end 40 danske og tyske foreninger, organisationer og virksomheder, bl.a. CELF og Madens Folkemøde på det kulinariske felt, på det musikalske med samspil af elever fra Lolland Musikskole og musikskolen i Lübeck, og et dansk-tysk samarbejde på uddannelsesområdet præsenteres af Næstved Kommune, der står bag projektet ”Fehmarn Belt Learning Region”.

Flere af de dansk-tyske samarbejder støttes med EU-midler gennem Interreg Deutschland-Danmark programmet.

Venter mange gæster fra Danmark og Sverige
I 2023 tiltrak Fehmarnbelt Days et rekordstort antal deltagere til Rødbyhavn, hvor Region Sjælland som afslutning gav bolden videre til Hansestaden Lübeck, der nu er klar med et rigt varieret program for både nordtyskere samt de forventede mange tilrejsende gæster fra Sverige og Danmark.

Se hele festival-programmet   

Fehmarnbelt Days festivals hjemmeside

Rejs med Folketidende til Fehmarnbelt Days
Dagbladet Folketidende arrangerer en to-dages rejse 14. og 15. juni med lejlighed til at se Femern-byggeriet fra den tyske side, en rundtur på Femern og mulighed for at deltage i Fehmarnbelt Days.

Yderligere information om Folketidende-rejsen her

Fakta om Fehmarnbelt Days
FBD 2025 arrangeres af Hansestaden Lübeck og delstaten Schleswig-Holstein i samarbejde med STRING, Femern A/S, Femern Bælt Komitéen, Region Sjælland, Kreis Ostholstein, IHK zu Lübeck og Lübeck & Travemünde Marketing GmbH.

Siden 2012 er Fehmarnbelt Days blevet afviklet hvert andet år – senest i 2023 i Rødbyhavn - med det formål at styrke forbindelserne mellem Nordtyskland, Danmark og Sverige.

Læs også:

STRING og IHK inviterer til Fehmarnbelt Days konference: To dage med fokus på udvikling i Femernbælt Regionen