img_1638.jpg
Den tjekkiske erhvervsdelegation besøgte bl.a. Femern-infocenteret i Rødbyhavn.

Udenlandske virksomheder interesserer sig i stigende grad for Femern Bælt-projektet og de andre store anlægsopgaver, der er på vej i Østdanmark.

For tredje gang havde Femern Belt Development 27. april besøg af en erhvervsdelegation fra Tjekkiet med 16 repræsentanter fra 8 tjekkiske virksomheder fra bygge- og anlægssektoren og servicesektoren samt repræsentanter fra den tjekkiske ambassade.

Udenlandske virksomheder kommer
”Vi ved, at de mange store bygge- og anlægsopgaver lægger et stort pres på arbejdsmarkedet, og at det vil føre til mangel på dansk arbejdskraft. Og vi ved, at udenlandske virksomheder under alle omstændigheder kommer til Danmark for at være med. Vi lægger vægt på at tage godt imod de udenlandske virksomheder og give dem brugbare informationer om danske forhold, og derudover ikke mindst at de får mulighed for at knytte kontakter til netværk og virksomheder her i regionen,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Info om store byggeopgaver
Den tjekkiske erhvervsdelegation blev under det danske besøg informeret om Sjællands Universitets Hospital i Køge, Femern-projektet, den nye Storstrømsbro, udbygningen af Femern-banen, og Dansk Byggeri orienterede om at drive virksomhed i Danmark.

Ikke færre end fem af de virksomhedsnetværk, der de seneste år er etableret i regionen, var repræsenteret og havde mulighed for direkte kontakt til de tjekkiske virksomheder.

”Vores opgave er at introducere udenlandske virksomheder til danske forhold og til danske virksomheder. Næste skridt - når samarbejder skal etableres - varetages af Business LF og Copenhagen Capacity,” siger direktør stig Rømer Winther.