smaller_text
stig-rømer-winther-femern-belt-development
Direktør Stig Rømer Winther. Foto: Femern Belt Development

2025 blev endnu et forrygende ”Femern-år”, fastslår direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development i denne jule- og nytårshilsen.

Søværts mangler vi stadig at opleve det første element blive sænket på plads i tunnelrenden.

Men på landjorden blev vi til gengæld i løbet af året vidner til betydelig aktivitet og spændende nyheder om investeringer i milliardklassen. Og det gælder i både Danmark og i Tyskland.

Udgangspunktet for dem alle er forventningerne til den betydning, den kommende faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland får, ikke mindst for erhvervslivet og dermed for vækst og beskæftigelse.

Femernbelt Growth Corridor
Femern Belt Development har medvirket som rådgiver i mange af de projekter og initiativer, der kom til offentlighedens kendskab i 2025, og vi sidder med ved bordet i en række yderligere investerings- og udviklingsprojekter, der forventes realiseret de kommende år.

I 2026 håber vi også at kunne igangsætte Interreg-projektet ”Femernbelt Growth Corridor” i samarbejde med det tyske udviklingsselskab Wirtschaftsförderung Lübeck (WIFØ) og med deltagelse af Hansestadt Lübeck, Kreis Ostholstein fra tysk side og fra dansk side Lolland Kommune, Næstved Kommune, Region Sjælland, Guldborgsund Kommune, Business Vordingborg, Business Lolland-Falster, Faxe Kommune, Køge Kommune, Roskilde Kommune, Langeland Kommune, Ringsted Kommune, Vordingborg Kommune og STRING.

Initiativet har som mål at cementere det grænseoverskridende dansk-tyske samarbejde og skal forberede dannelsen af en egentlig Femern Bælt Region.

Store forventninger
Vi har store forventninger til den fortsatte udbygning af det dansk-tyske samarbejde i 2026 og ønsker god vind til de mange grænseoverskridende initiativer, der skal øge vækst og velstand på begge sider af Femern Bælt.

Med ønsket om Glædelig Jul og Godt Nytår til alle vore samarbejdspartnere, bringer vi her et uddrag af de danske og tyske tiltag på erhvervsområdet, der i 2025 udsprang af forventninger til Femern-projektet:

Betydende Femern-relaterede begivenheder i 2025:

Januar
Stadt Fehmarn indleder en forundersøgelse af mulighederne for at placere et nyt regionalt erhvervsområde i Puttgarden. Området omfatter 37 hektar øst for Puttgarden og udgøres af Deutsche Bahn´s ca. 20 hektar store jernbaneanlæg samt det nærliggende syv hektar store areal frem mod den kommende Femern-forbindelse og den midlertidige arbejdshavn nord for området på ca. 10 hektar.

Februar
Lübeck Green Business Park åbner som én af flere nye nordtyske erhvervsparker, der anlægges i forventninger om øget erhvervsaktivitet bl.a. som følge af Femern-forbindelsen.

Erhvervsparken ligger tæt på motorvej A20, den vestlige motorvej mod Mecklenburg-Vorpommern samt motorvej A1, den nord-sydgående motorvej fra Puttgarden til Saarbrücken.

Marts
Næstved Kommune udlægger et 42 hektar stort erhvervsområde med en attraktiv placering i den nordøstlige del af Næstved ved Øverup Krog direkte ud til Ringvejssystemet, den kommende motorvej mod Rønnede og Næstved Nord Station.

Oktober
Regeringen udpeger Femern Port & Industrial Park i Rødbyhavn og Industrial Hub Zealand mellem Tappernøje og Bårse i Næstved-Vordingborg-området som kommende erhvervsparker under den såkaldte ”rød-løber-ordning” med særlige gunstige vilkår for etablering.

Ejendomsudviklingsvirksomheden Panattoni indleder opførelsen af en ny industri- og logistikejendom i et attraktivt erhvervsområde i Ringsted. Central Hub Ringsted, der ventes klar til indflytning i juli 2026, ligger tæt på afkørsel 35 ved motorvej E20 og er strategisk placeret til at imødekomme den stigende efterspørgsel på moderne logistikejendomme i Østdanmark. 

November
Efterspørgslen efter erhvervsgrunde i Østholsten er enorm, og der planlægges udvidelse af eksisterende erhvervsparker og anlæggelse af nye.

Erhvervsorganisationen Roskilde Handel & Erhverv gør klar til at høste frugterne af den kommende faste Femern Bælt-forbindelse med en ny handleplan.

Guldborgsund Kommune indgår en betinget aftale med den anerkendte tyske datacenterudvikler GARBE Data Centers om salg af 35 hektar erhvervsjord i Business Park Falster tæt på Nørre Alslev med henblik på fremtidig etablering af et AI Data Center Campus.

December
Metropolregion Hamborg melder om stigende efterspørgsel på industriarealer.

 Det engelske udviklingsselskab Verdion er klar med en investering på 7,5 mia. kr. i et nyt logistikcenter og erhvervsområde ved Ringsted, iPortZealand.

Virksomheder i den europæiske forsvarsindustri viser interesse for produktion i den planlagte Femern Port & Industrial Park i Rødbyhavn.

Med en bevilling på to mio. kr. sætter Lolland Kommune yderligere gang i udviklingen af planerne for erhvervsparken Femern Port & Industrial Park i Rødbyhavn og det internationale ferieområde Lollands Sydkyst.