”Selvom der er tale om kontrakter af betydelig størrelse, vil også de kommende to udbud på Femern-projektet skabe åbninger for små og mellemstore danske virksomheder,” påpeger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Udbuddene fra Femern A/S omfatter henholdsvis alle de elektriske og mekaniske installationer i selve tunnelen samt anlæggelse af den transformatorstation, der skal levere grøn strøm til togdriften gennem tunnelen samt til belysning og øvrige elektriske installationer.
Femern A/S har prækvalificeret seks konsortier til opgaverne.

”Vi er i løbende kontakt med konsortierne og rådgiver dem bl.a. om valg af underleverandører. De er alle i øjeblikket i gang med at sondere markedet og indhente tilbud fra mulige underleverandører til løsning af de omfattende opgaver,” siger direktør Stig Rømer Winther.

Udbud af ”tunnelens indmad”
Udbuddet af elektriske og mekaniske funktioner – populært sagt ”tunnelens indmad” - omfatter bl.a. ventilation, belysning, sikkerheds- og overvågningssystemer og kabler, den såkaldte TEM-kontrakt.
Femern A/S har prækvalificeret disse tre konsortier til at deltage i udbuddet: 

  • Braveco (Sverige, Frankrig, Danmark og Norge)
  • Femern Technical Contractors (Østrig, Tyskland, Holland og Schweiz)
  • SICE-Cobra (Spanien, USA, Sverige, New Zealand og Australien)

Kontrakten på de elektriske og mekaniske installationer ventes indgået i anden halvdel af 2022.

Udbud af transformatorstation
Det andet store udbud omfatter anlæggelsen af en transformatorstation ved Rødbyhavn, der skal levere strømmen til togdriften gennem tunnelen samt til belysning og de mange elektriske installationer i tunnelrøret.

Femern A/S har også til dette udbud (TPS-kontrakten) prækvalificeret tre konsortier:

  • Bravida-Efacec-GE-Consortium – Bravida Danmark A/S, EFACEC Engenharia e Sistemas S.A., Portugal og GE Energy Power Conversion GmbH, Tyskland
  • Elecnor – ELECNOR S.A., Spanien
  • Siemens-Aarsleff – Siemens Mobility A/S og Aarsleff Rail A/S, begge Danmark

Også denne kontrakt ventes indgået i anden halvdel af 2022.