Også i Tyskland er der store forventninger til øget erhvervsmæssig aktivitet, fastslår erhvervsorganisationen HanseBelt e.V.

”Den landsdækkende værkstedskæde Super Dæk Service har slået dørene op til kædens nye afdeling i Rødby.”

”Stark åbner en 320 kvadratmeter stor butik i Rødbyhavn.”

”KS Værktøj etablerer filial i Rødbyhavn”

”Stop´n Sleep Hotel” i Rødbyhavn udvider med nye værelser.”

”Scantruck etablerer fast base ved Femern.”

”Solar Danmark A/S slår dørene op til Solar Project Center Femern.”

”Forbereder opskalering: Marius Pedersen A/S åbner kontor i Rødbyhavn”

Ovenstående er de seneste eksempler på nyetableringer på Sydlolland, og i alle tilfælde er det Femern-projektet, der trækker investeringer til Lolland.

Vækstbølge spreder sig

stig-rømer-winther-femern-belt-development
Direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development

”Vi oplever en enorm interesse for Femern-projektet og de muligheder, der følger med projektet, både nationalt og internationalt. Vi ser en stigende interesse for virksomhedsetablering langs motorvejen, både på dansk og tysk side. Mange danske virksomheder har allerede været eller er i spil omkring milliard-projektet. Flere har indtil nu etableret sig med afdelinger og filialer på Lolland, og flere vil følge de kommende år. Efterhånden som milliard-projektet tiltager i omfang, vil vi opleve en vækstbølge, der skyller op over Falster og Sydsjælland, Langeland og Sydfyn,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Bank oplever investeringslyst på Lolland
Lollands Bank oplever stigende interesse fra erhvervslivet for at foretage investeringer med baggrund i Femern-projektet.

”Efter en træg start oplever vi nu en ketchupeffekt, både på erhvervs- og privatsiden. Nogle virksomheder genbesøger deres investeringscase, fordi de ser en større interesse i at være med omkring Femern-tunnelen og har øjnet chancen for at være med i et projekt, der både skaber øget aktivitet, og som det også er forbundet med en vis prestige at være med i, ikke bare nu, men også når projektet står færdigt,” siger direktør Allan Aaskov, Lollands Bank.

Femern-projektet har allerede skabt en del arbejdspladser, og det smitter positivt af på privatøkonomien.

Lollands Bank forventer, at Femern-projektet fortsat får en positiv indvirkning på investeringslysten de kommende mange år.

”Femern-forbindelsen skaber basis for øget virksomhedsetablering og bosætning, og hvis det tager fart, bliver det en stærk rejse, vi kommer til at se,” siger Allan Aaskov.

Business LF: Betydelig investor-interesse
”Vi oplever en betydelig erhvervsmæssig aktivitet på Lolland-Falster affødt af Femern-projektet,” siger direktør Mikkel Wesselhoff, Business Lolland-Falster.

”Rigtig mange virksomheder får rigtig meget ud af at være med. De oplever øget aktivitet og omsætning, ansætter flere medarbejdere, og ikke mindst får de en masse erfaring med at arbejde for store infrastrukturprojekter. Det er en erfaring, de kan tage med sig videre frem, og som kan få stor betydning for virksomhedens fremtid.”

Business LF oplever en betydelig interesse fra investorer, både fra ind- og udlandet.

”Vi får henvendelser hver uge, både fra virksomheder, der gerne vil være en del af aktiviteterne omkring Femern-projektet, men også fra virksomheder, der både vil det, men som kan se perspektiver på den lange bane, og derudover også investorer, som udelukkende ser på det fremtidige perspektiv,” siger Mikkel Wesselhoff.

Fremtiden tegner særdeles lys
I amarbejde med Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune har Business LF øget sin generelle markedsføring af området og de erhvervsmæssige muligheder, der byder sig til.

Derudover omfatter indsatsen direkte kontakt til virksomheder, hvis profil matcher mulighederne på Lolland-Falster, ikke mindst indenfor industri og turisme.

”Alt det forarbejde, mange har foretaget de seneste år, begynder nu at udkrystallisere sig, og derfor tegner fremtiden for Lolland-Falster særdeles lys,” mener Mikkel Wesselhoff.

Tyske forventninger til investeringer

Bernd-jorkisch-femern-belt-development
Bernd Jorkisch, HanseBelt e.V. Foto: Ingrid Riis

Også i Nordtyskland er der store forventninger til øgede investeringer og stigende aktivitet som udløber af Femern Bælt-forbindelsen.

Formanden for erhvervsorganisationen HanseBelt e.V., Bernd Jorkisch

”Anlæggelsen af Femern Bælt-tunnelen skaber vejen for en ”europæisk fremtidsakse Hamborg-København”. Mange virksomheder vil etablere sig langs med motorvej A1. Øget beskæftigelse og velstand bliver resultatet.”

”Med den nære tilgang til universiteter i Femern Bælt-regionen og de allerede igangsatte samarbejder mellem dem vil øge forskningen og give et boost til udviklingen. Innovation gør vores region attraktiv,” siger Bernd Jorkisch.

Læs også

73 danske virksomheder i spil på Femern-projektet