”Det er glædeligt, at flere end 100 danske virksomheder indtil nu har fået del i opgaverne på Femern-projektet. Endnu flere vil komme i spil frem mod tunnelens færdiggørelse i 2029. Derfor er det ikke for sent for erhvervslivet at gøre sig klar til at blive en del af projektet,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Femern Belt Development yder rådgivning til virksomheder, der ønsker at blive underleverandør til Femern-projektet.

”Derudover vil jeg gøre erhvervslivet opmærksom på projektet ”Femern Change Zealand”, der bl.a. forsyner virksomhederne med viden om tunnel-projektets krav til leverandører og underleverandører,” siger Stig Rømer Winther.

Foreløbig er 51 virksomheder fra Region Sjælland med i projektet, og det er stadig åbent for yderligere interesserede.

Yderligere informationer om ”Femern Change Zealand” her

Projektet drives af Erhvervshus Sjælland i samarbejde med Femern Belt Development, Business LF, Sorø Erhverv, Vordingborg Erhverv, Business Faxe, Connect Køge, Copenhagen Capacity, RUC og Zealand.

Grundige forberedelser
Når flere end 100 danske virksomheder allerede har fået del i Femern-projektet, skyldes det, at de har forberedt sig godt til opgaven, mener teknisk direktør i Femern A/S, Jens Ole Kaslund.

”Jeg ser det som et tegn på, at danske virksomheder er særdeles konkurrencedygtige, og især de lokale generelt har været godt forberedt på de muligheder, som byggeriet af Femern Bælt-tunnelen giver”, siger han.

Startskuddet lød i 2010
Allerede i 2010 blev der for alvor sat skub i arbejdet med at forberede erhvervslivet til Femern Bælt-projektet, da Femern Belt Development igangsatte ”Klar til Femern Bælt 2012”.

Det blev senere blev fulgt op af projekterne ”Klar til nye muligheder” og ”Femern Vækst”, der blev indledt i 2020 og løber til midten af 2022, og nu ”Femern Change Zealand”.

Projekternes fokus har været og er fortsat at uddanne såvel medarbejdere som ledelse til fremtidens opgaver og at forberede virksomhederne til at indgå i samarbejder og netværk for at skabe større volumen.

”Mange hundrede virksomheder har deltaget i og nydt godt af disse projekter og gjort dem værdifulde som underleverandører til Danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt. De store entreprenørkonsortier udtrykker stor anerkendelse til de danske virksomheder, der er taget ind som underleverandører, og det baner vejen for, at endnu flere af dem, der har forberedt sig, bliver tilknyttet projektet de kommende år,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Læs også ”Flere end 100 danske virksomheder i spil på Femern-projektet”