Femern-tunnelen skal drives CO2-neutralt. De grønne og energieffektive løsninger til tunnelens indmad, skal leveres af det internationale konsortium SICE-Cobra. Illustration: Femern A/S

Femern AS har netop offentliggjort det internationale konsortium SICE-Cobra som vinder af det milliard store TEM-udbud.

SICE-Cobra er ikke et ubeskrevet blad i Norden. Konsortiet har de seneste år vundet adskillige kontrakter på bl.a. store svenske infrastrukturprojekter, ligesom de sidste år vandt opgaven med at implementere de elektriske installationer på 23 kilometer motorvej i Norge incl.15 km tunnelstrækninger.

TEM-kontrakten har en værdi på mellem 4 og 5 mia. kr. og omfatter den elektriske indmad i tunnelen, her i blandt udluftning, belysning, instrumenterings- og automatiseringsprocesser og sikkerhedssystemer.

Krav om grøn teknologi

Bygherre Femern AS har en ambition om at drive tunnelen CO2-neutralt på 100% vedvarende energi, derfor har de bydende konsortiers evne til at levere den avancerede teknologi så energieffektivt som muligt, ud over økonomien, været et vigtigt parameter i tildelingsprocessen.

Denne kontrakt er afgørende for vores ambition om, at Femern-tunnelen bliver fremtidens grønne transportkorridor. Alle bydere på opgaven havde et højt niveau og levede op til vores krav til ekspertise og kvalifikationer. Det valgte konsortium har dog afgivet det bedste tilbud i forhold til pris og kvalitet,” siger Jens Ole Kaslund, der er teknisk direktør i Femern A/S.   

Stort potentiale for danske underleverandører

Som ved de øvrige store kontrakter på Femern-projektet, forventes det at konsortiet vil få brug for et større antal underleverandører og her er mulighederne store for de danske virksomheder.

Vi har en rigtig god relation til SICE-Cobra, som vi har været i dialog med siden sommeren 2021. Vi ved at de ser med stor interesse på samarbejdet med danske underleverandører og glæder sig til at få et overblik over danske virksomheders kompetencer og viden inden for opgaverne i TEM-kontrakten. Vi arbejder nu på at hente information fra konsortiet vedr. deres behov, procurement strategi etc., så de danske virksomheder kan komme i spil”, siger Stig Rømer Winther, direktør i Femern Belt Development og tilføjer at det er en god idé at holde sig opdateret via Femern Belt Developments nyhedsbrev og LinkedIn.

Der er desuden indeholdt et krav om lærlinge i kontrakten.

SICE-Cobra består af:

Sociedad Ibérica de Construcciones Eléctricas, S.A. (SICE), Spanien

SICE Tecnología y Sistemas, S.A., Spanien

Cobra Instalaciones y Servicios S.A., Spanien

Moncobra, S.A., Spanien

Støtteenheder:

Cobra Instalaciones y Servicios Internacional, S.L., Spanien

SICE Inc., USA

SICE Nordics AB, Sverige

SICE NZ Ltd., New Zealand

SICE PTY Ltd., Australien