Visualisering af Bønnelyckes Pakhus i Nysted som udstillingssted for Art Barns Lolland. Illustration: Art Barns Lolland

Frem mod åbningen af Femern-forbindelsen i 2029 skabes en international kunstdestination, Art Barns Lolland.

Tanken er at bruge Lollands og Falsters unikke kulturhistoriske bygninger – pakhuse, fabriks- og ladebygninger – som udstillingssteder for verdenskunst.

”Vi er i fuld gang med det spændende arbejde, og vi har mødt opbakning fra alle sider – ikke mindst kommunerne, der ved at støtte Art Barns Lolland fra den spæde start, har sikret en solid fremdrift. Vi er samtidig langt fra færdige med at afsøge mulighederne på både Lolland og Falster, og vi vil gerne i dialog med endnu flere af de mange lokale ildsjæle, foreninger og spirende projekter for at tale om fremtidige samarbejder. I fællesskab kan vi skabe en rejse fuld af oplevelser, der fremhæver Lolland-Falsters mange kvaliteter – og vi kan gøre det, inden Femernforbindelsen åbner i 2029 og binder øerne sammen med resten af Europa,” siger Christoffer Hauglund Faurschou, direktør for Art Barns Lolland-fonden.

Åbner fem udstillingssteder
Art Barns Lolland har foreløbig besigtiget 25 bygninger på Lolland og Falster, og de første udstillingssteder åbner ifølge planerne i 2024 på Fuglsang Herregård, Søllestedgaard Gods, Vennerslund Gods, Reventlowparken og Bønnelyckes Pakhus i Nysted.

Art Barns Lolland ønsker ikke at oplyse, hvilke kunstnere og kunstværker, der bliver tale om, før finansieringen er på plads. Men i en pressemeddelelse oplyses, at Art Barns Lolland er i dialog med en række førende internationale samtidskunstnere og har lavet aftaler med kunstnere, hvis værker efter planen flytter til Lolland-Falster som de første.

De første fem kunstnere repræsenterer fem forskellige verdensdele.

Informationsmøde om Art Barns Lolland
Forundersøgelsen af Art Barns Lolland er støttet af Realdania, og projektet udvikles i samarbejde med Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune.

Art Barns Lolland løfter sløret for visionen og inviterer til informationsmøde på Fuglsang Kunstmuseum mandag 13. juni kl. 13, hvor bl.a. kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen taler.

 Yderligere information
Art Barns Lollands hjemmeside