Illustration: Femern A/S.

Femern Link Contractors (FLC) har valgt Peri som leverandør af forskallingssystemerne, der skal bruges til at støbe betonelementerne til Femern-tunnelen.

”Vi er utroligt glade for at være blandt de udvalgte leverandører til Danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Det har været en lang proces, hvor vores tekniske team har arbejdet benhårdt på at komme op med det bedste og mest effektive design, og nu glæder vi os rigtig meget til at komme i gang,” siger Henrik Søgård Olsen, administrerende direktør for Peri Danmark til maskinteknik.dk

Peri leverer formene
Peri er blevet udvalgt til at levere formene, der skal bruges til at støbe de 79 tunnelelementer. I alt skal virksomheden levere 8.700 ton stålmateriel til de fem produktionslinjer, og det er således den største enkeltstående ordre i Peris historie. Formene vil blive produceret i Polen og Italien og leveret fra Peri Danmark i Greve.

Erfaring fra Øresund
Afgørende for valget af Peri som leverandør til Femern-projektet var blandt andet virksomhedens tidligere erfaring med lignende projekter, i særdeleshed fra byggeriet af Øresundstunnelen i slutningen af 1990'erne.

”Dette projekt minder på mange måder om byggeriet af Øresundstunnelen. Dog er der to væsentlige forskelle. Omfanget af dette projekt er cirka tre gange så stort, og på grund af løbende tekniske optimeringer i de sidste år har vi formået at optimere forskallingstiderne,” siger Morten Sterregaard, teknisk chef hos Peri Danmark.