>Femern A/S indleder i december arbejdet med at etablere en ny badestrand ved Lalandia i Rødbyhavn. Stranden forventes at åbne til sommer. Lalandia og Lolland Kommune glæder sig til de nye muligheder.

Stranden indgår som er en del af et nyt, stort naturområde på 125 hektar, der skabes i forbindelse med byggeriet af Femern-tunnelen, oplyser Femern A/S.

Rødbyhavn bliver mere attraktiv
”Vi glæder os til at allerede til sommer at kunne tilbyde vores gæster og feriehusejere de nye strandmuligheder så tæt på os. Og når det samlede naturområde engang står færdigt vil det være en gevinst for alle og gøre Rødbyhavn endnu mere attraktiv,” siger Karsten Juhl, centerdirektør i Lalandia i Rødbyhavn.

Tre kilometer strand
Det nye naturområde går fra havnen i Rødbyhavn og ca. tre km mod vest og strækker sig omkring 500 meter ud fra den nuværende kystlinje.

Ud over den nye vestlige strand omfatter naturområdet også en stor lagunestrand lige ud for Lalandia og en ny soppestrand tæt på Rødbyhavn, hvor der i dag er strand.

Mens der bliver adgang til den vestlige strand fra næste sommer, vil det øvrige naturområde med strande først stå helt færdig nogle år senere.

Naturområdet skabes nemlig af de store mængder opgravet materiale fra havbunden i forbindelse med de kommende års omfattende tunnelarbejde. De første læs havbund forventes at blive lagt på plads bag diget i løbet af for- året.

Også natur mod øst
Også øst for Rødbyhavn, hvor arbejdshavnen til tunnelbyggepladsen er i gang med at blive anlagt, vil Femern A/S etablere nye naturområder. Sammen med arealet mod vest vil der i alt blive etableret over 300 hektar ny natur, når projektet er afsluttet efter åbningen af tunnelen i 2029.

Når det samlede naturområde er klar til at blive taget i brug, vil der således være tale om en flere nye naturoplevelser helt tæt på Rødbyhavn, siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune.

”Til sommer åbner den nye strand, og lige om hjørnet venter resten af de store naturparker, strande og åbningen af tunnelen. Vi oplever en stigende interesse fra blandt andet investorer for de muligheder, som Rødbyhavn kommer til at tilbyde. Kommunen har naturligvis også selv ambitioner om at udnytte potentialet og samarbejder tæt med Femern A/S om at gøre naturparker og strande til noget særligt for alle,” siger Holger Schou Rasmussen.