Femern-projektets udenlandske medarbejdere kan se frem til international linje på Maribo Gymnasium. Foto: Femern A/S

6. september 2023

støbning-femern-belt-development

6. september 2023 - 

Global Studies er et unikt tilbud med internationalt fokus målrettet både danske og udenlandske elever.

Initiativet hilses velkommen af Femern Belt Development

Fra skoleåret 2024-25 udbyder Maribo Gymnasium en ny studieretning, Global Studies, som en del af skolens stx-uddannelse. Global Studies bygger videre på de mange gode erfaringer fra Lolland Internationale Skole, som Maribo Gymnasium samarbejder tæt med i det daglige. Global Studies tilbuddet afspejler et stigende behov og interesse for internationalisering blandt de unge studerende sideløbende med den spændende udvikling i vores region, skriver gymnasiet i en pressemddelelse.

Efterspørger skole- og uddannelsestilbud
”Vi er meget glade for, at vi kan udbyde Global Studies fra næste skoleår. I disse år oplever vi på Lolland-Falster en stor fremgang, som ikke mindst er drevet af Femern-projektet. Den store efterspørgsel på arbejdskraft bidrager med en meget positiv tilflytning af nye borgere med en udenlandsk baggrund, som efterspørger skole- og uddannelsestilbud til deres børn,” siger rektor ved Maribo Gymnasium, Michael Levy Bruus

Global Studies som en del af stx-uddannelsen
Global Studies er et unikt tilbud med et internationalt fokus, som er målrettet både danske og udenlandske elever. Børne- og undervisningsministeriet har godkendt skolens ansøgning om udbud af en studieretning på stx-uddannelsen, hvor undervisningssproget i en stor del af fagene er engelsk. Global Studies henvender sig til elever med en udenlandsk baggrund eller en dansk baggrund, som har en international orientering, eller som overvejer at studere i udlandet, eller som er optaget af globale problemstillinger eller ønsker at styrke deres sproglige og tværkulturelle kompetencer. Elever med dansk baggrund på Global Studies tilbydes Cambridge engelsk, mens elever med en udenlandske baggrund tilbydes ekstra danskundervisning. Global Studies giver adgang til universiteter både i Danmark og i udlandet.

Vækst og internationalisering
Maribo Gymnasium oplever en meget positiv opbakning til Global Studies.

Jeg møder en meget positiv interesse fra forældre og elever allerede. Derudover oplever skolen en positiv opbakning fra Lolland Kommune og fra Region Sjælland, fordi den internationale satsning, som Global Studies er udtryk for, er i harmoni med Lolland Kommunes og Region Sjællands strategiske fokus på udviklingen af Femern Belt regionen i disse år. Visionen er både at tiltrække ny arbejdskraft og også at bidrage til at vores eget lokalsamfund kan være bedre klædt på til at være en del af væksten. Maribo Gymnasium vil med Global Studies gerne medvirke til den positive vækst og internationalisering i regionen,” siger rektor Michael Levy Bruus.

International linje efterspurgt
I Femern Belt Development hilses Global Studies-initiativet velkommen.

”Det er en fantastisk timing fra Maribo Gymnasiums side at lancere en international linje netop nu. Den er efterspurgt i Femern-konsortierne og blandt de udenlandske medarbejdere på projektet, som har bosat sig her i landsdelen. Jeg er derfor overbevist om, at dette tiltag sammen med Lolland International School rykker regionen op i superligaen, når det drejer sig om at tiltrække international arbejdskraft til området,” siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Han tilføjer, at Femern Belt Development vil gøre alt for at understøtte Maribo Gymnasiums initiativ og medvirke til at øge kendskabet i det netværk og blandt de mange kontakter, organisationen har.

Yderligere information
Maribo Gymnasiums hjemmeside