Stålelementerne til den kommende tunnelelementfabrik i Rødbyhavn skal leveres af jysk virksomhed. Illustration: Femern A/S.

Give Steel A/S skal levere stålkonstruktionerne til den nye tunnelelementfabrik, hvor betonelementerne til Femern-forbindelsen skal produceres. 

Ordren omfatter langt over 8000 tons stålkonstruktion bestående af flere end 20.000 stålspær, søjler og bjælker.
Det er Joint Venture-selskabet Femern Link Contractors (FLC), der står for design og byggeri af sænketunnelen til Femern Bælt-tunnelen, som har lagt ordren på de danskproducerede stålkonstruktioner hos Give Steel A/S.

I totalentreprisen er inkluderet underentreprenør-opgaver som f.eks. facadebeklædning, tag mv. Alle underentreprenør aftaler er langt fremskredet og i proces.

Skaber danske arbejdspladser
​​​​​​"Alle stålkonstruktioner til projektet i Rødby bliver produceret i Brande, og jeg glæder mig over, at vi med Femern-projektet kan bevare og skabe arbejdspladser i Danmark. Femern-forbindelden er så stort et byggeprojekt, at det gerne skal komme Danmark til gode. I forhold til lærepladser har vi indgået en aftale med Lolland Kommune om at oprette lærepladser til særligt sårbare unge fra Lolland her på fabrikken i Brande. Vi har som virksomhed gode erfaringer med at give unge på kanten af arbejdsmarkedet en chance for en uddannelse - det er en del af vores DNA. Vi har således med ordren også mulighed for at sætte et socialt fingeraftryk, hvilket er et klart mål i vores bæredygtighedsstrategi," siger administrerende direktør i Give Steel A/S, Torben Larsen.