Administrerende direktør Henrik Vincentsen, Femern A/S tidligere og nuværende transportministre: Helge Mortensen (S), Trine Bramsen (S), Lars Barfoed (K) og Sonja Mikkelsen (S). Foto: Femern A/S

Efter flere års forberedelser er hovedentreprenøren FLC nu klar til at udføre de første prøvestøbninger af et tunnelelement, der skal sikre, at produktionsmetoderne kan skaleres op til fuld størrelse i løbet af de kommende år, oplyser Femern A/S.

Femern Bælt-tunnelen har fyldt rigtigt meget for skiftende transportministre gennem tiden.

Mandag 20. juni havde Transport- og Ligestillingsminister Trine Bramsen derfor inviteret tre tidligere transportministre til den store byggeplads ved Rødbyhavn for at overvære den sidste klargøring, inden prøvestøbningen går i gang.

Der er tale om en vigtig milepæl i det fysiske anlægsprojekt, da fuldskala prøvestøbningen er en afgørende test af produktions setupet for etableringen af den egentlige produktion af tunnelelementerne.

De sidste tests
Med på besøget var også de tidligere transportministre Helge Mortensen (S), Sonja Mikkelsen (S), Lars Barfoed (K).

Under besøget fik de fire ministre en rundvisning og briefing af Femern A/S’ administrerende direktør, Henrik Vincentsen.

”Det har taget mange års omfattende undersøgelser og grundige forberedelser at komme til dette punkt. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu kan begynde de sidste tests, før tunnelproduktionen går i gang”, udtaler Henrik Vincentsen.

Test af fuldskalaproduktion
Umiddelbart øst for den kommende fabrik har entreprenørkonsortiet FLC opført et udsnit af en produktionslinje, der skal støbe de 217 meter lange tunnel-elementer. Målet er at afprøve, at både den valgte betontype og produktionsmetoderne fungerer i fuld skala.

Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen begyndte 1. januar 2021, og forventes at stå færdig i 2029. Til den tid vil trafikanter kunne rejse mellem Danmark og Tyskland på kun 10 minutter i bil og syv minutter i tog.