Femern A/S har tildelt kontrakten på en stor transformerstation, der skal forsyne Femern Bælt- tunnelen og jernbanen mellem Danmark og Tyskland samt på Lolland med grøn strøm.
Kontrakten med en værdi på ca. 300 mio. kroner er gået til den spanske virksomhed Elecnor.
Elecnor kommer med stor erfaring fra lignende opgaver over hele Europa, oplyser Femern A/S..
Et af de største anlæg i Danmark
Den 18 km lange Femern-tunnel med elektrisk togdrift, motorvej, udluftning og belysning kræver en konstant og sikker strømforsyning. Derfor får tunnelen sin egen, store transformerstation tæt på tunnelportalen ved Rødbyhavn.
Transformerstationen bliver et af de største anlæg af sin art i Danmark. Den skal levere strøm til Femern Bælt-tunnelens jernbane og godt 10 km jernbane på Lolland samt tunnelens tekniske installationer.
Femern A/S har i kontrakten desuden stillet høje krav til energieffektivitet og har betinget sig, at transformerstationen har kapacitet til at betjene fremtidens elektriske transportformer, herunder ladestationer til elektriske køretøjer.
Grøn omstilling af transportsektoren
”Transformerstationen ved Rødbyhavn er central for driften af de elektriske systemer både i selve Femern Bælt-tunnelen og den tilhørende jernbane. Den er samtidig en vigtig del af Femern Bælt-tunnelens bidrag til den grønne omstilling af transportsektoren. Vi ser frem til at arbejde med Elecnor om et anlæg, der ikke bare skal sikre strømforsyningen, men også leve op til vores krav til, at tunneldriften vil være CO2-neutral efter åbningen i 2029,” siger Jens Ole Kaslund, der er teknisk direktør i Femern A/S.
De forberedende arbejder på transformerstationen begyndte tidligere i år.
Elecnor vil begynde etableringen af selve transformerstationen i 2023. Den vil blive færdiggjort i etaper og forventes at stå helt færdig i 2028, oplyser Femern A/S.