
Illustration: Miami Ark og BOGL
Ejerkredsen bag ”Go Hotels” er klar til at investere op mod 100 mio. kr. i et nyt hotel på en smukt beliggende og kystnær naturgrund vest for Rødbyhavn bag den lagune, der anlægges som en del af Femern-projektet.
Opførelsen af Hage´s Badehotel igangsættes, så snart byggetilladelsen foreligger, og de første 30 værelser ventes færdige i marts 2022.
Når hotellet står færdigt, omfatter det en hovedbygning på 600 kvadratmeter med reception, lounge, restaurant og bar samt 144 værelser fordelt på 72 bygninger, alle med mulighed for op til fire sengepladser.
Fremtidssikret projekt
Bæredygtighed, kvalitet og hensynet til den omgivende natur er nøgleord for det kommende hotelbyggeri.
”Femern projektets aktører efterspørger gode boligforhold med et full-service hotel koncept de kommende 5-7 år. Dette har gjort det relevant at opføre hotellet og dermed tilbyde faciliteter for de mange midlertidigt tilknyttede white-collar medarbejdere. Men vi ser også hotellet som et væsentligt aktiv for lokalområdet efter Femern-projektets færdiggørelse. Vi forudser øget aktivitet i området i fremtiden, og her vil hotellet være et tilbud til en forventet øget turiststrøm og som facilitet for lokalområdet,” siger administrerende direktør i Go Hotels, Michael Halborg-Bendtsen.
Go Hotels omfatter i dag fire hoteller i København med tilsammen 523 værelser.
Hotellet bygges på pæle
Værelsesbygningerne på Hage´s Badehotel bygges på pæle hævet over terræn.
Forbindelsen mellem områdets bygninger kommer til at ske på gangbroer ligeledes hævet over terræn.
Med denne løsning drænes arealet ikke, samtidig med at det eksisterende naturområde beholdes urørt.
Alle bygninger udføres med bæredygtige materialer, og facader vil fremstå med naturpatinerede træoverflader, der falder i ét med den eksisterende natur.
Arkitektfirmaet Miami ark, København, der er totalrådgiver på hotelbyggeriet, har i forbindelse med projektet etableret sig med et kontor på Vestre Kaj i Rødbyhavn.
Arkitektvirksomheden BOGL er landskabsarkitekter på projektet.
Historien bag navnet
Det kommende badehotel har taget navn efter Alfred Anton Hage, der i 1850 fik koncession til etablering af diget, som inddæmmede Rødby Fjord og dermed minimerede risikoen for oversvømmelser.