img_0455.jpg

Det dansk-tyske samarbejde hen over Femern Bælt udbygges til stadighed, og nu kommer fodbold på banen som en af de aktiviteter, der skal bringe befolkningerne i Nordtyskland og Lolland-Falster/Sydsjælland tættere sammen.

Fodboldturneringen Belt Cup afvikles for første gang i weekenden 21. og 22. juli 2018 i Lübeck med deltagelse af seks danske og tyske halv- og helprofessionelle hold.

I 2019 afvikles turneringen på Lolland-Falster, hvor den bredes ud til også at omfatte kvindehold samt ungdomshold.  

”Med Belt Cup vil vi yderligere styrke det dansk-tyske folkelige samarbejde hen over Femern Bælt. Sport er en væsentligt faktor i udviklingen af den mellemfolkelige forståelse, der bliver så vigtigt at udbygge set i lyset af den markant nye og spændende virkelighed, der tegner sig med en kommende faste Femern Bælt-forbindelse”, siger direktør Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.

Bred organisation står bag
Bag Belt Cup står fra danske side DBU Lolland-Falster og udviklingsorganisationen Femern Belt Development, og fra tysk side fodboldforbundene i Slesvig-Holsten og Mecklenborg-Vorpommern, SHFV og LFV, samt udviklingsorganisationen HanseBelt e.v. og virksomhedsnetværket Baltic Facility Solutions.

Turneringen får opbakning fra en række sponsorer i Danmark og Tyskland, der er med til at sikre det økonomiske grundlag for turneringen.

Styrket fodbold-samarbejde
Belt Cup afvikles i weekenden 21. og 22. juli 2018 på stadion Lohmüle i Lübeck med plads til omkring 17.000 tilskuere.

De deltagende hold fra Danmark er 1. divisionsklubberne Nykøbing FC og HB Køge samt et sammensat LF Allstars hold. Fra Tyskland deltager VfB Lübeck, Eutin 08 samt Anker Wismar.

”Turneringen skal bidrage til at styrke samarbejdet mellem danske og tyske fodboldklubber, og det er vigtigt, fordi det skaber nye muligheder. Vi kan møde nye og andre hold og finde ny inspiration og andre vinkler. Femern Bælt tunnelen åbner for en region, hvor vi kan lave en masse fodbold sammen,” siger administrationschef Thomas Bonde, DBU Lolland-Falster.

”Fodbolden er international, det er det, der kan binde os sammen. Interessen for fodbold er kæmpe stor på begge sider af Femern Bælt. Alle kan forholde sig til fodbold, så vi tager udgangspunkt i noget, alle kender til og har interesse for. Det giver en god basis som bidrag til opbygningen af den fremtidige Femern Bælt region,” siger Thomas Bonde.

Belt Cup som folkefest
Udover selve fodboldturneringen har arrangørerne som mål at skabe en dansk-tysk folkefest ikke kun på tribunerne, men også omkring stadion kulminerende med et stort arrangement lørdag 21. juli med musik og underholdning.

”Vi planlægger at udvikle Belt Cup til en årlig dansk-tysk folkefest med fokus på fodbold og samvær for familierne. I fremtiden håber vi, at Belt Cup også kan blive en paraply for andre sportsgrene, der er populære på begge sider af Femern Bælt,  siger Stig Rømer Winther, Femern Belt Development.