13. juli 2023 -
Når de enorme tunnelelementer til den kommende Femern Bælt-forbindelse støbes, bliver det med dansk cement i betonblandingen.
Aalborg Portland har nemlig vundet udbuddet på cementleverancer til Femern Bælt-tunnelen, som bliver verdens længste sænketunnel, når projektet står klar i 2029.
Aftalen, der løber frem til maj 2027, omfatter leverancer af omkring 1,2 millioner tons cement af typen Aalborg Solid, oplyser Aalborg Poirtland.
Et prestigeprojekt
Aalborg Portland skal levere cementen fra Aalborg til Rødbyhavn og håndtere hele forsyningskæden inklusive logistik, som bliver med skibstransport for at minimere CO2-udledninger.
Den første skibsleverance til tunnelbyggeriet forventes at lande til august i år.
”Vi er stolte af, at vi får mulighed for at levere cement til et historisk infrastrukturprojekt, der vil komme utallige mennesker til gavn i både Danmark og resten af Europa. For Aalborg Portland og dansk cementproduktion er det et prestigeprojekt, og samtidig er Femern Tunnelen også en understregning af, hvorfor cement er et uundværligt materiale, når det gælder anlægskonstruktioner og infrastrukturprojekter i denne skala”, siger CEO Søren Holm Christensen, Aalborg Portland.
Større end Storebæltsbroen
Femern Bælt-forbindelsen er Danmarks største infrastruktur projekt til dato, og det kan tydeligt aflæses i cementvoluminen, som er cirka tre gange større sammenlignet med Storebæltsbroen.
Det er også et af de største infrastruktur-projekter i Europa målt på værdi, eftersom Femern Bælt-forbindelsen er en del af en grønnere transportkorridor i Europa, som bl.a. styrker transport af varer og gods med elektriske tog og sikrer bedre forbindelse mellem Skandinavien og Centraleuropa.
Aalborg Solid er en ny CO2-reduceret cement målrettet anlægskonstruktioner og større infrastrukturprojekter med op mod 20 procent lavere CO2-aftryk sammenlignet med konventionel cement til anlægskonstruktioner.
Meget høje krav til cement
Anvendelsen af Aalborg Solid cement sker til fordel for den konventionelle såkaldte Lavalkali Sulfatbestandig cement, der siden 1970’erne har været den foretrukne til infrastrukturprojekter i Danmark.
Fælles for begge cementtyper er, at de er godkendte til anvendelse i såkaldte aggressive miljøer, hvor betonkonstruktioner f.eks. udsættes for stor fugt- og saltpåvirkning eller anden kemisk påvirkning.
”I Danmark har vi nogle meget høje krav til cementers styrke, og det gør sig særligt gældende for konstruktioner som eksempelvis en sænketunnel, der er udsat for konstant salt- og fugtpåvirkning. Derfor har udvikling og gennemtestning af Aalborg Solid været et stort fokusområde de seneste år, og det giver os nu mulighed for at levere en CO2-reduceret cement til fremtidige infrastruktur-projekter, der skal kunne modstå belastningen i såkaldte aggressive miljøer,” siger Søren Holm Christensen.