8.12. 2023 -
Aktører på Femern-projektet gør nu en indsats for at unge uden job og uddannelse får mulighed for at komme i fast beskæftigelse.
Initiativet ”Joblæring for unge uden uddannelse og arbejde” har som mål at ansætte unge i en af de virksomheder, der er tilknyttet Femern-projektet i seks måneder for derved at give dem et godt udgangspunkt for at blive selvforsørgende.
Bidrager til positiv udvikling
Joblæringsinitiativet er udviklet af og drives i samarbejde mellem Femern A/S, headspace, Femern Agency og FB Suppliers, hvor headspace i arbejdet med sårbare unge identificerer og rekrutterer mulige unge kandidater ind i et joblæringsforløb.
”Byggeriet af Femern Bælt forbindelsen kan gennem initiativet bidrage til en positiv udvikling for den enkelte unge, virksomhederne og samfundet som helhed,” siger Steffen Bargum Lundager, Lærlinge- og bæredygtighedskonsulent på Femern Bælt-projektet.
Har lært meget
19-årige Omar Darwish er én af de unge, der har gavn af jobtræningsinitiativet.
Han er netop nu ved at afslutte sit jobtræningsforløb i Femern A/S bygherrecenter i Rødbyhavn, hvor han løser forefaldende opgaver.
Han har boet i Danmark i knapt fem år og har hos Femern A/S forbedret sit danske sprog markant, og desuden har han lært meget om dansk arbejdskultur.
”Jeg kan godt lide fysisk arbejde og elsker at bruge mine hænder. Jeg er med til at holde pladsen og bygningen ren, tømme skraldespande og vaske vores biler. Jeg har virkeligt lært meget af at arbejde hos Femern A/S,” siger Omar Darwish.
10 unge i jobtræning
Initiativtagerne til jobtræningsprojektet har som ambition, at 10 unge med udgangen af 2024 har været igennem et joblæringsforløb i en virksomhed med tilknytning til Femern Bælt-projektet.
Sund & Bælt, der er moderselskab for Femern A/S, har en målsætning om at 5 procent af koncernens medarbejdere er ansat på særlige vilkår.